fbpx

Royal Ascot: Drømmeresultat for de royale farver

Dronning Elizabeth fik en flot 90 års-gave fra sin fremragende træner Sir Michael Stoute, da hendes 4-årige hingst Dartmouth (Dubawi – Galatee v. Galileo og opdrættet af Darley) vandt Gruppe-2-opgøret Hardwicke Stakes på Royal Ascots finaledag.


Sejren var ganske kneben foran Coolmores Highland Reel (Galileo) med Aidan O’Briens andenjockey Seamus Heffernan i sadlen.

Heffernan, der tabte sin pisk i opløbet argumenterede i voldgiften for at dronningens hest havde hængt ind over ham og frataget ham sin vinderchance.

Voldgiften afslog protesten og det ville også være mærkeligt andet, da voldgiften allerede igår viste at de tolererer næsten hvad som helst.

I går blev Ryan Moores hest Kings Fete i Duke of Edingburgh Stakes groft generet kort før mål og mistede en oplagt sejrschance for at ende som tredje i mål uden at voldgiften ønskede at ændre på rækkefølgen i mål.

John Warren, som er dronningens rådgiver, udtalte efter løbet at hendes majestæt var meget glad og tilfreds med sejren, især efter at hun i forgårs måtte se en anden af sine heste, Guy Fawkes, styrte og blive aflivet.

Det var dronningens 23. vinder på Royal Ascot og den 75. for træner Sir Michael Stoute, som dermed kom på samme antal som afdøde Sir Henry Cecil.

Dagens Gruppe-1-løb Diamond Gold Jubilee Stakes for sprinterne over 1200 meter blev en kneben, men alligevel sikker sejr til Kyllachy-sønnen Twilight Son med Ryan Moore i sadlen  og trænet af Henry Candy, der ikke havde haft hest til start på Royal Ascot siden 1979.

På andenpladsen en hals efter fulgte Hong Kongs deltager Gold-Fun.

Ryan Moore red tre vindere på dagen og blev dermed den mest vindende jockey under meetinget foran Frankie Dettori og Adam Kirby.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top