fbpx

Rävdansens Magic Million

Sveriges championstutteri, Rävdansen, sad på de tre første pladser og snuppede 850.000 ud af den samlede førstepræmie på 1.000.000 svenske kronor i Jockeyklubbens Magic Million på Bro Park.


Jamaica vinder Jockeyklubbens Magic Million foran Ramone. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Jamaica vinder Jockeyklubbens Magic Million foran Ramone. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Sejren gik til den Patrick Wahl-trænede Barocci-datter Jamaica, som i hænderne på Martin Rodriguez udnyttede et hæsblæsende udgangstempo til at overrumple storfavoritten Ramone (Eishin Dunkirk) over de sidste 200 meter og til slut at sejre sikkert halvanden længde til førstepræmiens 500.000 kronor.

Ramone var stor i nederlaget under Per-Anders Gråberg, som gav hoppen et perfekt indvendigt ridt bag den førende staldkammerat Shenanigans.

Den hårde pace satte sine klare spor hos netop Shenanigans, der i opløbet faldt ned på sidstepladsen.

Martin Rodriguez på ryggen af Jamaica. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Martin Rodriguez på ryggen af Jamaica. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

I stedet snuppede Søren Jensen-trænede Casinobutler DK tredjepladsen for Nicolaj Stott, og han sørgede for, at 10% af den samlede præmiesum endte i Danmark hos Stald Ras.

Casinobutler DK er ligesom vindende Jamaica efter førsteårgangshingsten Barocci (Deep Impact).

Jamaica ejes af Stall Klöver-Easy og rundede med torsdagens sejr en kvart million kronor i samlet indtjening efter blot seks starter.

Hun har dermed tredoblet beløbet hun selv blev købt for på sidste års svenske åringsauktion.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top