Med Red Mantels sejr i Jockeyklubbens Auktionslöpning på Jägersro i søndags, når Lea Olsen nu 2,5 millioner danske kroner i præmiepenge i 2025. Og det bliver indtjeningsmæssigt hendes bedste sæson hidtil. Siden Lea fik professionel licens, har heste i hendes træning nu indløbet tæt på 10 millioner kroner. En imponerende succes.

2-ÅRS STJERNE-HOPPERNE HAR FORTSAT SUCCESEN.
I fjor fik Lea Olsen en trippel i Vinterfavoriternes Ærespræmie på Klampenborg, da Zarina vandt før Sisi (Wentworth) og Wiggle Wine (Go Go Gadget). Og de har fortsat succesen i år.
Sisi har vundet på Klampenborg for nylig, og Wiggle Wine er en anden af Leas topscorere i år.

Wiggle Wine fortsatte de gode takter, da hun senest var anden i Breeders’ Prize Sprint på Øvrevoll efter No Surrender (Giant Sandman). Dobbelttriumf for familien Olsen.
Sov Gott (Appel Au Maitre) er uden sejre i sine fem starter i år, men hun var anden i Dansk Oaks slået af Happy Legend (Rock Of Gibraltar.

LOVENDE 2-ÅRINGER KLAR TIL NÆSTE ÅRS STORLØB.
Igen i år har Lea allerede præsenteret os for en række 2-åringer, der kan være med til at præge de store 3-årsløb i derbysæsonen.
Lea har 11 2-årige i stalden. Fem er ustartede og fem har vundet. Ud over Red Mantel er det Albarella (Toronado), Beethoven (Goken), Lady Medina (Appel Au Maitre) og Lindeboy (Moohaajim).
Albarella vandt på Derbydagen, og han har løbet mod de bedste i årgangen. Bl.a. var han tredje i Dansk Galops Auktionsløb.

Også Lady Medina har ofte været deltager i de store toårsløb. Hun var tredje i Produce Stakes på Klampenborg, hvor hun den 27. september let aflagde sin maidentitel.
Lindeboy er vinder på Jydsk væddeløbsbane i år.
Beethoven har foreløbig kun løbet to gange, og senest imponerede han med en overlegen sejr på Klampenborg.
Sæsonen er ikke forbi. Flere af de store toårsløb er endnu ikke løbet. Bl.a. Svensk Kriterium og Vinterfavoriternes Ærespræmie.
Det er langt fra umuligt, at der er mere i godteposen til Lea, hvis 2-åringer allerede har indløbet næsten 600.000 kroner i år.

FLERE ÆLDRE HESTE GØR DET FORTSAT GODT.
Det er 2- og 3-åringerne, der har bidraget mest til Leas indtjening i år. Men Lea Olsen har flere ældre heste i stalden, der stadig er ”fit for fight”.
Biot (City Light), Garlic (Outstrip), Giovanni Torkdahl (Lope De Vega), King Ferdinand (Elusive City) og Shining Al Danah (Iffraaj).
Indtil videre er den mest vindende af dem Giovanni Torkdahl, der har vundet næsten 150.000 kroner i år, heriblandt Aalborg Væddeløbsbanes bedst velbetalte væddeløb, Racing Arena Aalborg Champion Stakes.

Og det er én af Leas største styrker. Hun vinder på alle baner. På hjemmebanen i Århus, i Aalborg, på Fyens Væddeløbsbane, på Klampenborg og på de øvrige skandinaviske arenaer.
Lea må fortsat leve med ”kun” at være nummer to over de mest sejrende danske trænere. Faderen, Bent, topper stadigvæk med en indtjening på godt tre millioner kroner i år.
Måske ændrer det sig en dag, og jeg tror, at den der vil være mest tilfreds med det, er Leas far.
























































