fbpx

RaceTime: Historien om Man O’War

Amerikanske Man O’War kaldes ofte for den bedste galophest, der nogensinde har eksisteret. Min opfattelse af det er – ja måske! Han var en enestående galophest og vil altid blive omtalt med meget stor respekt. Men at sammenligne historiens mange fantastiske væddeløbs heste må nok anses for at være – ja, umuligt!

Fortalt af Per Aa. Bustrup



  • Man O’War blev født 29 marts, 1917.
  • Hans far var Fair Play og moderen var Mahubah.
  • Han blev født på Nursery Stud, der ligger i nærheden af Lexington i Kentucky.
  • Han var opdrættet af August Belmont Jr. og ejet af Samuel D. Riddle
  • Man O’War blev trænet af Louis Feustel
  • Karrieren: 21 starter: 20-1-0


August Belmont Jr.

Han var født 18. februar 1853 og døde 10. december 1924. Han var amerikansk finansmand af de store. Det var således ham, der finansierede anlæggelsen af den originale City subway i New York.

Ligeledes stod han bag anlæggelsen af the Cape Cod Canal i Massachusetts, der blev åbnet i 1914. Hans interesse for galopsporten var meget stor. Således var det ham, der stod bag anlæggelsen af Belmont Park Racecourse. Desuden var han hesteejer – af de betydende.



Samuel D. Riddle

Han var bedst kendt som ejer af Glen Riddle Farm, hvor han opdrættede væddeløbsheste. Hans uden tvivl mest kendte opdræt var naturligvis Man O’War og Triple Crown vinderen War Admiral.

Sammen med Walter M. Jeffords, stod han bag Faraway Farm i Kentucky, hvor Man O’War var opstaldet i 1939. Han afslog et tilbud på Man O’War på ikke mindre end 1 million dollars. Et uhørt stort beløb på den tid.

Ved sin død i Januar 1951 donerede han hele sit store stutteri til opførelse af et hospital.



Fair Play – Man O’Wars far

Fair Play blev født 1. april 1905 og døde 17. december 1929. Han er absolut bedst kendt som far til Man O’War. Men han var også en fremragende væddeløber.

Fair Play var ligeledes kendt for sine dueller med ubesejrede Colin, som han var anden til i Belmont Stakes.

Han var øverst på beskelerlisten i Nordamerika i 1920, 1924 og 1927 og førende broodmare sire i 1931,1934 og 1938.

Fair Play blev optaget i National Museum of Racing and Hall of Fame i 1956.



Hastings – Man O’Wars farfar

Hastings blev født i Versailles i Kentucky, hvor han var opdrættet af Dr. John D. Neet.

Hastings blev købt for beskedne 2.800 dollars på en aktion af David Gideon og John Daly. Han blev sendt til New York og vandt flere løb.

Partnerskabet holdt op, hvorefter August Belmont Jr. købte ham for et rekordbeløb på 37.000 dollars. Hastings blev sendt til Saratoga Race Course, men blev syg.

Som 3-årig havde han bl.a. vundet Toboggan Handicap blandt ældre heste og derefter blev det til triumf i Belmont Stakes. Som 4-årig løb han 12 gange. Han vandt de fire gange og og var placeret seks gange. Han løb med vægte helt op til 140 pounds.

Som avlshingst blev han en stor succes. Han var kendt for at være en af de mest temperamentfsfulde heste i den tid. Og det er meget sandsynligt, at Man O’War nedarvede en del af dette temperament.


Man O’War var absolut ikke nogen letchest at ride til og han viste et sind, som uden tvivl var arvet fra Fair Play og Hastings og givet forstærket af en vis nervøsitet fra Muhubag og Rock Sand.

Som åring var han et noget vildt individ, der dog appellerede til mange i hans omgivelser. Riddle mente, at han var en potentiel springhest.

Mange betragtede Man O’War som mindre elegant. Det skulle sandelig ændre sig, for Man O’War udviklede sig til et pragteksemplar af en væddeløbshest.

Han blev med tiden høj og muskuløs. Hans gang var usædvanlig, nærmest springende. Trods sin størrelse var Man O’War meget smidig og med en enorm acceleration.



En fantastisk karriere uden sidestykke

Man O’War blev født 29. marts 1917 og døde 1. november 1947.

Han bliver stadig omtalt for måske at være den bedste galophest nogensinde. Adskillige magasiner om fuldblodssporten, som The BloodHorse, Sports Illustrated, ESPN og Associated Press, kårede ham i sin tid som den bedste amerikanske galophest nogensinde.

Gennem sin karriere, lige efter 1. Verdenskrig, vandt Man O’War 20 af 21 starter og 3,374,000 US dollars i omregne danske penge i 2021. Han var uofficiel American Horse of the Year i 1920 og blev hædret sammen med Babe Ruth som Outstanding Athlete det år af The New York Times.

Man O’War blev optaget i National Museum of Racing og Hall of Fame i 1957. 29. marts 2017 åbnede der en særudstilling for at hædre ham.



I 1919 vandt han 9 ud af 10 starter bl.a. Hopeful Stakes og Belmont Futurity. De to løb var på det tidspunkt de højest doterede for 2-årige i Amerika. Det eneste nederlag kom på Saratoga Race Course. Banen fik derefter ”øgenavnet” Graveyard of Champions.

Han var slået af en hest med navnet Upset! Og af forskellige grunde – bl.a. mente hans ejer, Samuel Riddle – at 2200 meter i the Derby var for langt for Man O0’War, hvorfor han ikke blev meldt til løbet.

”Hans 3-års Derby” blev i Preakness Stakes, hvor han slog Upset med 1 1/2 længde. Senere vandt han Belmont Stakes med 20 længder og satte samtidig verdensrekord.

I løbet af sommeren og efteråret dominerede han totalt sine konkurrenter, der ikke fik ”en hov til jorden”. Hans sidste løb var et Match-race mod Sir Barton, som senere vandt American Triple Crown. Man O’War vandt duellen med syv længder! Løbet var i øvrigt det første, der blev filmet i dets fulde længde.

En fantastisk karriere uden sidestykke. Det var egentlig Riddles hensigt at løbe Man O’War et år mere, men han opgav tanken. Mest fordi Man O’War ville komme til at skulle bære enorme vægte, når han skulle løbe væddeløb.

Han blev derfor sendt i stutteriet, hvor den store succes fortsatte. Han blev førende avlshingst med afkom som Triple Cown-vinderen War Admiral og han var farfar til Seabiscuit.

Linien fortsatte med superheste som Reality, Tiznow, Da’Tara og Tourist – listen er lang!


På dette stutteri – Faraway Farm – efter nutidens standard meget beskedne forhold – kom superheste, som Man O’War og War Admiral til verden. Og det var her Man O’War var avlshingst.

Som avlshingst blev han far til mange topheste og hans karriere i stutteriet var lige så bemærkelsesværdig, som den på væddeløbsbanerne. På stutteriet i Lexington blev han far til 13 føl i sin første bedækningssæson. Af dem var den bedste American Flag.

Riddle var ikke meget for at lade andre hopper end sine egne blive bedækket af Man 0´War. Skønt han blev den tids ledene avlshingst hersker der ingen tvivl om, at succesen kunne have været endnu større, hvis Riddle havde givet tilladelse til, at Man O’War bedækkede bedre hopper.


Man O’Wars første føl blev døbt Masda. Desværre døde hun inden hun kom til at løbe væddeløb.

Blandt Man O’Wars mest betydende afkom kan nævnes:

Triple Crown Winner War Admiral, Crusader, Blockade, War Hero, War Relic, Clyde Van Deusen og Battleship. I alt blev han far til 379 føl, der tilsammen vandt 1.286 løb!


Man kan ikke fortælle historien om Man O’War uden og også at nævne hans trofaste oppasser gennem hele karrieren, Will Harbut, der næsten var en lige så stor seværdighed som Man O’War selv!

Alle besøgende på Faraway Farm, der var så heldige at få adgang til et besøg på stutteriet, blev budt velkommen af Harbut med følgende tale:

”Her er Man O’War. Han startede 21 gange og vandt 20 af dem. Den ene gang han ikke vandt, blev han slået af Upset på Saratoga, fordi han vendte siden til, da starten gik. Men han slog “dat hoss” bagefter fortsatte Harbut med et stort smil.

Man O’War slog den eksisterende mile-rekord ved at løbe 1:35 4/5, hvor han dermed blev indehaver af den nye rekord. Han vandt Lawrance Realization med 100 længder – ny rekord!

Der var ingen modstand til ham, hvorfor gik han i Stutteriet. Han var en fantastisk avlshingst. Hans afkom indløb mange millioner dollars.

Det var heste som: ”American Flag, Crusader, Mars, Bateau, Battleship, Clyde Can Dusen, War Admiral og War Relic!”



Will Harbuts omsorg for Man O’War var enestående og alle, der besøgte ham og hans bedste ven på Riddle’s Faraway Farm blev alle en stor begivenhed rigere.

1947 døde Will Harbut af et hjerteanfald og bare en måned efter, blev han fulgt af ”the mostest horse”, der nogensinde havde sat sine hove på en væddeløbsbane.

Man O’War døde af et hjerteanfald. Hans begravelse blev en til en national sørgedag. Således blev begravelsen sendt via radio over hele Amerika. Samtidig gik nyheden verden over.

Samuel Riddle engagerede kunstneren Herbert Hazeltine til at fremstille en skulptur af Man O’War allerede mens han var i live.

Skulpturen skulle placeres ovenpå Man O’Wars grav. I 1977 blev statuen af Man O’War fragtet til Kentucky Horse Park.



Når væddeløbsfolk mødes, er det ofte, at det bliver drøftet hvem, der har været verdens bedste galophest nogensinde. Meningerne er mange og diskusionerne ofte heftige. En ting er dog sikkert: Man O’War er altid med i diskussionerne.

Nu er det naturligvis svært at skulle vælge, fordi der er altid et stykke tid imellem, at virkelige ”superheste” gør deres entre på verdens væddeløbsbaner – og naturligvis vil der aldrig være enighed om valg.

Når man drøfter emnet er den første næsten altid ”Man 0’War” der nævnes – der er her set bort fra superheste før hans tid. Men før den tid, men der har så sandelig også være outstanding heste før den tid.

Og i dag kan galopsporten igen bryste sig af nogle superheste.

Jeg tænker naturligvis her på Frankel og det nye store navn Baaeed, der har en enestående karriere i England.

I Amerika vil mange amerikanere i dag nok besvare spørgsmålet med: Seabisquit.

Det samme spørgsmål i Frankrig vil antagelig blive besvaret med Sea Bird II, der vandt syv løb af otte mulige – altså det samme ”mønster” som Man O’War. Han vandt Frankrigs mest to prestige fyldte løb: Derbyet og Prix de l’Arc de Triomphe.


At skrive om verdens ”måske” bedste galophest nogensinde er et privilegium, som jeg virkelig har nydt.

Det er naturligvis ikke alt, jeg har fået med om ”verdens bedste galophest”. Det ville fylde et hav af sider.

Jeg har i denne artikel forsøgt at få de mest betydende begivender med – andre vil måske savne noget. Her kan jeg så bare henvise til det store udvalg af litteratur om Man O’War.

Og jeg kan kun anbefale alle galopinteresserede at læse noget af den righoldige litteratur, der er skrevet om den fantastiske væddeløber. Andre ville måske have grebet emnet an på en anden måde end jeg har gjort.

Men det er da så mit håb, at man vil gennem denne artikel har fået nærmere kendskab til den væddeløbshest der trods alt – helt fortjent fik titlen som verdens bedste galophest i en periode.

 Per Aagaard Bustrup

Man O’Wars karriere – 21 starter og 20 sejre!

Picture of RaceTime

RaceTime

Bag RaceTime står brødrene Per og Klaus Bustrup. Familien Bustrup har været fast inventar på Klampenborg Galopbane siden midten af 1950'erne. Per har været marketingchef på Klampenborg Galopbane, hvor han introducerede banens program ”Galoppen”, og han var én af iværksætterne bag Scandinavian Open Championship. Han var medkommentator på DR-TV ved større galopbegivenheder. I 1986 stiftede han sit eget reklamebureau. Per har udgivet bogen ”150 år med fuldblod, fest og farver” sammen med Hans Erik Westerberg samt ”Bagerlærlingen, der blev ”championjockey”. Han har været medejer af bl.a. Blue Mary og Stradivarius. Klaus var i mange år adm. direktør for Landbrugsraadet. Han har været formand for Danidas Styrelse og for bestyrelsen i FødevareBanken.

Seneste artikler

Scroll to Top