fbpx

Pia Brandt på vej mod klassisk sejr?

Søndag rides det franske Oaks – Prix de Diane – over 2100 meter på Chantilly i Paris. 


Svenske Pia Brandt, som nu har arbejdet som fransk træner i omkring 12 år, har virkelig fået gang i karrieren og forleden var der et større interview med hende i vor franske kollega Journal des Courses’ internetmagasin.

Pia Brandt fortalte bl.a., at når hun i de første år som træner i Frankrig viste tilrejsende rundt i Chantilly, viste hun dem Wildenstein-stalden som en af de smukkeste i byen.

I dag ejer hun selv stalden efter at have købt den fra danske Peter Holm-Lassen.

“Det er som en drøm” udtaler hun.

Hendes stald rummer i dag 75 heste og nu er det ikke udelukkende udenlandske ejere, men også franske.

Bl.a. Frankrigs største ejer G. Augustin-Normand.

Pia Brandt fortæller også, at hendes mand Joakim spiller en meget vigtig rolle i stalden.

Han rider ud i hvert lot og vil muligvis snart tage sin franske trænerlicens, således at hans navn også vil stå i programmet.

I søndagens Gruppe-1-opgør med ca. 4 mio dkk til vinderen kan Brandts Camprock (Myboycharlie – Camporese v. Sadler’s Wells) sørge for det helt store gennembrud.

Pia Brandt var skuffet efter hoppens sidste start i Prix St Alary, men det viste sig at hun var i brunst og hun accelererede ikke som hun plejer. Hun virker til at være i topform og har en stor chance.

Pia Brandt havde forleden en anden god 3-årsvinder med Mont Ormel (Air Chief Marshal – Lidana v. King’s Best), som vandt Listed-opgøret Prix Ridgway på Compiegne.

Han ejes af førnævnte Augustin-Normand og starter næste gang i Grand Prix de Paris, som sædvanligvis løbes på Bastilledagen den 14. juli.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top