fbpx

Out and about med Bundgaard 9

Øvrevoll-træner Niels Petersen har fået dansk forstærkning. Ikke på fire ben, men i form af Lucas Olsen, som er taget i praktik i den norske hovedstad.


Lucas Olsen debuterede som amatørrytter tidligere på måneden på ryggen af Miss Else, i træning hos faderen Dean P. Olsen.

Det foregik på Øvrevoll i køen af uplacerede heste. Lucas Olsen er nevø til Aarhus-træneren Jan Olsen, og barnebarn af den mangeårige amatørrytter Hugo Olsen med residens i Slagelse. Hugo Olsen, som vandt flere løb i Klampenborg med navnlig Willie J McBride.

Niels Petersens hjemmebane byder på tre topløb torsdag aften. Lanwades Stud Stakes (L), Øvrevoll Sprint Cup og Major Chr F Michelets Minneløp.

Flere Klampenborg-heste deltager i rammeløbene, ikke mindst Bent Olsen-trænede Hoku, som er titelforsvarer i Lanwades Stud Stakes med 112.500 nkr. til ejer af sejrende hest. Hoku ejes af Stall Cambre, der ligeledes står bag Bent Olsens tyske Listed-vinder i weekenden, Liber.

En titelforvarer fra Danmark er der også i Major Chr F Michelets Minneløp – Bente Slots Manchego med formstærke Sara Slot i bøjlerne. Bente Slot er ikke bare hestens træner og ejer, hun er også opdrætter af trekvart-millionæren.

Den norske åringsauktion afholdes i år fredag den 11. september på norsk travsports hovedarena Bjerke. 13 åringer skal under hammeren, vi bemærker træner Rune Haugen fremstiller en hoppe efter trænerens tidligere topsprinter, Giant Sandman.

Efter en time out siden 2013 er Tina Mortensen tilbage i trænerfaget. Fynboen gør comeback ved fredagsgaloppen i Aalborg, hvor hun starter Gentleman Jack/Ulrikke Nielsen. Der er to galopløb i Aalborg i forlængelse af ni travløb.

Katharina Stenefeldt-trænede Thewaytoyou var den helt store overraskelse i Svenskt Derby.

Spillet til 801:10 blev den nummer to til 375.000 kroner, den største enkeltstående præmie, som træneren har vundet i et og samme løb.

Stenefeldt får måske anledning til mere smil ved aftengaloppen fredag i Göteborg, hvor hun starter Peace In Our Time og Ta Ajabb.

Besøgstallet og stemningen var forrygende på pladsen på Jägersro til derbydagen.

Godt 4.000 tilskuere hyggede sig i aftensolen, men spillet var deprimerende.

Under fire millioner kroner, ikke mere end omsætningen til en simpel omgang lunchtrav i den svenske travsport. Medårsag var tidsplanen – første løb startede inden travspillet V75 var færdigkørt.

Spilleformen V75, som omsatte omkring 20 gange så meget som alle spillerformerne på derbydagen til sammen.

Efter derbydagen i lørdags melder Jägersro sig med ni nye galopløb på søndag, Hovedløbet er Scania Sprint over 1200 meter med 10 heste til start.

I feltet indgår Ole Larsen-trænede Night Angel, Ole Larsen, som med hastige skridt nærmer sig medlemskabet af de syv årtiers klub.

Næste søndags Dansk Derby bliver forhåbentlig uden den dramatik, som ved flere lejligheder er forekommet i årets bedstbetalte galopløb i Danmark.

To gange har overvoldgiften underkendt banens voldgift, først ved at tage derbysejren fra Clarion King til Russian, og dernæst fra Diamool til Sir Henry. Men som om det ikke er rigeligt, er der også blevet lagt et vinderdækken på en hest, som slet ikke vandt Dansk Derby.

Den forfærdelige episode skete i regnvejrsderbyet i 1974, hvor Vinzenz Vogel-trænede Nakkepet blev speaket til at være først over stregen. Kredsen bag hesten jublede, Nakkepet kom tilbage til præmieoverrækkelse overfor dommertårnet, og Ædle Hesteavls direktør, Hans Jacob Moresco, lagde også vinderdækkenet på Nakkepet – alt sammen direkte på DR-TV i Danmarks Radios monopoltid.

Men så kom chokmeldingen. Målfotoet viste, at Hans Larsen-trænede Fred havde mulespidsen foran Nakkepet.

Folkene omkring Nakkepet var i chok, og DR-TV havde afsluttet udsendelsen da resultatet kom. Først flere timer efter i søndagssporten kunne DR-TV meddele, at der var annonceret en fejlagtig vinder af derbyet. Fred blev redet til Derbysejr af den senere Tåby-træner John B. Terry.

Det lykkedes aldrig Vinzenz Vogel at få en trænersejr i Dansk Derby, men han havde forinden vundet Dansk Derby som jockey. I 1963 på ryggen af svenskopdrættede Matador. Vogel fik til gengæld trænersejr i Svenskt Derby med Flying Drummer med Gert Hansen på ryggen, året var 1973.

Åbner Klampenborg Galopbane for en daglig indskudsbod som man kender det fra flere øvrige danske baner?

Spørgsmålet er nærliggende efter en flot omsætning på banen til den svenske derbydag i lørdags. Der blev omsat for over 40.000 kroner til løbene på den svenske derbydag, som rakte til en top5 placering på landsplan.

Wido Neuroths 20 derbysejre er indiskutabelt alle tiders største præstation af nogen skandinavisk træner.

Tyskfødte Wido Neuroth slog sig straks op i trænertoppen på Øvrevoll ved karrierens start, men der gik flere år, før han opnåede kongepositionen på banen.

Terje Dahl var hurdlen som skulle overvindes, og det var ingen nem opgave.

Terje Dahl var en strålende træner, med stærke kunder til at investere i navne som også kunne begå sig internationalt.

Den nok største enkeltstående præstation af en hest i træning i Skandinavien tilhører da også Terje Dahl, med den sensationelle fjerdeplads til Noble Dancer i Prix de l’Arc De Triomphe.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top