fbpx

Out and about med Bundgaard 24

Jockey Nicolaj Stott ankom senere til træner Søren Jensens sammenkomst end alle øvrige gæster, og det havde sin årsag.


Miss Vordingborg/Nicolaj Stott. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Miss Vordingborg/Nicolaj Stott. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Jockeyen red løb på Jägersro og drog ikke forgæves over broen. Nicolaj sejrede med netop Søren Jensen-trænede Miss Vordingborg i løbsdagens hovedbegivenhed, Stig Holms Memorial med 100.000 kroner i førstepræmie.

Miss Vordingborg vandt her for anden gang i træk. Layman-datteren ejes af Klampenborg Galopbanes tidligere mangeårige restauratør, Hilmer Petersen, som i sine yngre dage så sin egenopdrættede Oline vinde både Dansk og Svenskt Oaks i træning hos Frantz Nutz.

Og samme Oline er faktisk tredjemor til Miss Vordingborg. En flot, dansk avlshistorie.


Nicolaj Stott er på plads i Sverige igen på onsdag, denne gang til lunchgaloppen på Täby. Frokostanretningen omfatter ni løb og der kommer helt sikkert rytterændringer. Shane Karlsson bliver ikke klar efter styrtet søndag i Klampenborg.


Tophoppen Madame Esprit stoppede løbskarrieren efter Tortue Efterårshandicap. Nu venter avlsboksen i 2016, og det for en ny ejer. Samme svensker som købte Miss Tiffany i sidste uge har også investeret i Madame Esprit.

”Min far har solgt Madame Esprit på samme betingelser, som Lene Christiansen gjorde med Miss Tiffany”, fortæller Ronny Juul Nielsen. Det er en klausul indgået i handlen om, at Madame Esprit ikke må deltage i væddeløb.

Madame Esprit nåede 11 sejre og 1.107.768 kroner. Hun blev klassisk vinder med sejren i Dansk Oaks foran ærkerivalen Tigress Eleven. Samme år vandt hun Sceptre Stakes og blandt meget andet også en storsejr i Erio O Steens Memorial på den norske derbydag i fjor.


Cathrine Weilby på ryggen af El Quattro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Cathrine Weilby på ryggen af El Quattro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Jockey Cathrine Weilby kan være tabt for dansk galopsport. Hun drager snart til Chile som hun plejer om vinteren, men lige nu har hun ingen tanker om returbillet.

”Min plan er at bosætte mig permanent i Chile”, fortæller Cathrine Weilby. “Jeg får ikke mange ridt i Danmark, så nu vil jeg forfølge chancen 100 procent i Chile”. Jockeyen vil især blive husket for sit teamwork med Hanen Bechmanns to 2-årsstjerner Little Prince og Lois Lane, samt den uventede sejr med Finn Ind Again i Skandinavisk Grand Prix i 2011, hvor duoen besejrede megafavoritten Peas And Carrots.


Bettina Andersens lærling Ulrikke Nielsen genvandt lærlingechampionatet i Klampenborg, og hun bliver også mest sejrende lærling på landsplan. Nu vil letvægtsrytteren udvikle sig yderligere, og det sker på to måneders studieophold.

”Jeg rejser til Californien. Jeg glæder mig, og sender en stor tak til Bettina for de to måneders fri fra hendes stald”, siger Ulrikke Nielsen. Landets mest sejrende lærling har vundet ni sejre, akkurat som i fjor, men hun er gået frem i indredne præmier. Foreløbig 320.118 kroner mod 279.547 kroner sidste år.


Goldstep. Foto: Burt Seeger.
Goldstep. Foto: Burt Seeger.

En af Klampenborgs bedste milere har forladt jorden i utide. I en alder af blot fire år er Bent Olsen-trænede Goldstep gået til de evige jagtmarker. Største sejr kom i årets udgave af Golden Mile foran staldkammeraten Falconet og The Kicker. Irskfødte Goldstep nåede at indløbe 315.692 kroner. Skaden skete i forbindelse med hestens sidste start, oplyser Bent Olsen.


Klampenborg Galopbane bliver ikke publikumstomt i resten af 2015, selvom sæsonen nu er forbi. Senere i november bliver der talstærkt besøg, når koncernen Maersk Air afholder sin årlige julefrokost. Der er reserveret plads til 1000 personer spredt over hele banens idylliske anlæg.


Den hårdt satsende fynbo, Jes Henneberg, har haft sit bedste år i galopsporten. Navnlig som delejer af millionæren Dark Eagle, men også som eneejer af alt bedre Sir Danzbo.

Jes Henneberg og folkene bag Dark Eagle var tæt på at få fat i en spændende hest i onsdags. En 3-årig efter Dansili ud af Gruppe-1-vinderen Rebecca Sharp, som blev solgt ud af Luca Cumanis stald i Newmarket. “Jeg fik anbefalet hesten af Kevin og Marc Stott, men vi blev overbudt, så nu tager vi nok til Deauville”, antager Jes Henneberg, som også er meget fokuseret på avlen.

”Jeg har haft mine to hopper Blue Gallery og Salida i fol ved Juniper Tree, men desværre har Blue Gallery kastet sit føl, så det er endnu en grund til at tage til Deauville”, synes Jes Henneberg.


Øvrevoll har nu indledt sin sidste måned i sæsonen. Næste løbsdag førstkommende fredag med første start klokken 15.35.


Feltet springer ud af Jägersros nye startboks. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Feltet springer ud af Jägersros nye startboks. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Jägersro indviede søndag sin helt nye startboks, og den fik rosende ord med på vejen af de aktive.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top