fbpx

Order Of St George besejret i Irish St Leger

På Leopardstown i Irland havde andendagen af Irish Championship meeting adskillige Gruppeløb på programmet. Hovedbegivenheden, Irish St Leger, der er åbent for 3-årige og ældre heste, havde som sædvanlig en Aidan O’Brien-trænet hest som favorit, nemlig sidste års vinder Order Of St George (Galileo).


Wicklow Brave/Frankie Dettori besejrer Order Of Saint George i Irish St. Leger. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.
Wicklow Brave/Frankie Dettori besejrer Order Of Saint George i Irish St. Leger. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.

Men troldmanden Frankie Dettori trak igen en kanin op af hatten ved at sejre sikkert med den 7-årige vallak Wicklow Brave (Beat Hollow), som trænes af forhindringschampion Willie Mullins.

Wicklow Brave er tidligere blevet redet bagfra, men i går tog Dettori skeen i den anden hånd og førte i et frisk tempo og havde alle konkurrenter bortset fra Order of St George i problemer.  Jockey Ryan Moore formåede dog ikke at få Order Of St George til at trække forbi og han blev slået med en halv længde. På tredjepladsen 16 længder efter kom den tidligere Ascot Gold Cup-vinder Trip To Paris.


Churchill vinder Irish National Stakes (Gr.1). Foto: Amie Karlsson / GalopSport.
Churchill vinder Irish National Stakes (Gr.1). Foto: Amie Karlsson / GalopSport.

Gruppe-1-opgøret for de 2-årige i National Stakes over 1400 meter gav dog en sikker vinderplads til Coolmores Churchill (Galileo), der fortsat er ubesejret, og Ryan Moore kunne nu henvise Dettori til andenpladsen med Mehmas (Acclamation) fra Richard Hannons stald.


Joseph O'Brien-trænede Intricately/Donnacha O'Brien besejrer Aidan O'Briens Hydrangea. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.
Joseph O’Brien-trænede Intricately/Donnacha O’Brien besejrer Aidan O’Briens Hydrangea. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.

Det andet Gruppe-1-løb for 2-årige, Moyglare Stud Fillies Stakes, er som navnet indikerer forbeholdt hopper og her vandt unge Joseph O’Brien som træner med Intricately (Fastnet Rock) med kort hoved foran faderens Hydrangea (Galileo). I sadlen på Intricately sad desuden Josephs lillebror, Donnacha.

Donnacha O'Brien med Intricately. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.
Donnacha O’Brien med Intricately. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.

I Chantilly udenfor Paris, som i år skal stå som vært for Prix de l’Arc på grund af Longchamps ombygning, var der de traditionelle forprøver til Arc’en.

I Prix Niel (Gr.2) over 2400 meter så man med spænding frem til den japanske derbyvinder Makahiki (Deep Impact)’s start. Redet af den nu i Japan bosatte franske topjockey Christophe Lemaire.

Han vandt, men kun med en hals under et ultra-selvsikkert ridt af sin jockey. Desværre mistede hesten en bagsko under løbet og kunne derfor ikke vise hele sin kapacitet. På andenpladsen sluttede Juddmontes gode treåring Midterm (Galileo) og kort hoved derefter på tredjepladsen kom Doha Dream (Shamardal) fra Andre Fabres stald.

Prix Vermeille (Gr.1) for treårige og ældre hopper blev vundet af Left Hand (Dubawi), som ejes af brødrene Wertheimer og blev redet af Maxime Guyon. Hun vandt en kneben, men sikker sejr foran Godolphins engelsk-trænede Endless Time (Sea The Stars). Medens vinderen regnes som en starter i Prix de l’Arc, går andenhesten til Champion Fillies Stakes på Ascot den 15. oktober.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top