fbpx

Officielt: Petersen og Kidney åbner Klampenborg-filial 1. november

Det succesrige samarbejde mellem Niels Petersen og engelske Andrew Kidney genopstår den 1. november. “Vi starter op sammen i den nye stald på Klampenborg i november”, fortæller Petersen torsdag aften.


Suspicious Mind efter sejren på Jägersros Derbydag i fjor. På ryggen Elione Chaves og ved siden Andy Kidney, Sabina Karlsson og Niels Petersen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Suspicious Mind efter en sejren på Jägersros Derbydag. På ryggen Elione Chaves og ved siden Andy Kidney, Sabina Karlsson og Niels Petersen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Petersen og Kidney indledte for godt fire år siden deres samarbejde omkring en filial på Jägersro, hvorfra bl.a. Derbyvinderen Suspicious Mind og Breeders’ Cup-vinderen Karmastrikesback blev trænet for 360 North Horse Racing.

Andy Kidney fortsatte efterfølgende som succesrig privattræner for netop 360 North Horse Racing, indtil han i begyndelsen af 2019 rejste tilbage til England.

Niels Petersens planer om at udvide sin forretning med en filial på Klampenborg er nu en kærkommen lejlighed til en genoptagelse af samarbejdet.

“Andy og jeg kender hinanden godt, vi er gode til at samarbejde på afstand og vi har så at sige opskriften på succes fra vores tid med Jägersro-stalden”, siger Niels Petersen, der har underskrevet kontrakten med Klampenborg Galopbane for samtlige 18 nyetablerede permanente bokse.

Flemming Poulsen og Garcon. Foto: Burt Seeger.
Flemming Poulsen kan nu endelig vende tilbage som træner på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

“I første omgang kommer jeg til at bruge to tredjedele af stalden, da Flemming Poulsen længe har haft et stort ønske om at komme tilbage til Klampenborg. Flemming og jeg har indgået aftale om, at han lejer fem-seks bokse og bliver en tæt samarbejdspartner”.

“Flemming er ét af de mennesker jeg har allerstørst respekt for, og jeg glæder mig til at starte et nyt kapitel sammen med både ham og Andy, hvor de tager sig af den daglige drift og jeg selv kan rejse ned en gang om ugen for at gå alting igennem og mødes med ejerne”.

Niels Petersens planer om en filial på Klampenborg har eksisteret længe, men det seneste års tid har strategien taget en drejning.

“Mit samarbejde med Alice Weiste og John Christensen i The JC Organization har betydet fantastisk meget, og jeg synes at vi har opnået en masse på det halve år jeg har været en del af deres team. Alice og John har et ønske om, at nogle af deres heste skal trænes på Klampenborg, tæt på hvor de bor, og så kommer jeg jo selv fra Gentofte og er vokset op på Klampenborg”.

Niels Petersen med The JC Organizations Bullof Wall Street efter årets Derbysejr på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

“Men det er som sådan ikke meningen, at de heste jeg har i træning i Norge på nuværende tidspunkt skal flyttes til Klampenborg, med mindre der er grundlag for det i forbindelse med eksempelvis storløbsanmeldelser til næste år. Jeg gør det hér for at udvide mit kundesegment og fordi jeg føler, at der er god plads til endnu en professionel træner på Klampenborg.”

“Udover The JC Organization skal stalden fortrinsvis være et omdrejningspunkt for nye kunder – og selvfølgelig meget gerne danske med et lokalt tilhørsforhold til banen”.

“Der er endnu et par måneder til vi flytter ind på Klampenborg, men allerede nu går jeg i gang med at rekruttere dygtige træningsryttere”, afslutter Niels Petersen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top