fbpx

Ny Konge af Klampenborg!

Forud for Danish Jockey Club (L) havde King David kun lidt et enkelt nederlag i fem forsøg på Klampenborg – som anden i Dansk Derby bag Master Bloom. Lørdag overkom Karin Sallings 4-årige hingst et vægttillæg på tre kilo og sikrede sig karrierens første Listed-triumf.


Feltet til Danish Jockey Club Cup (L) på vej ud af startboksen med King David nærmest kameraet. Foto: Burt Seeger.
Feltet til Danish Jockey Club Cup (L) på vej ud af startboksen med King David nærmest kameraet. Foto: Burt Seeger.

I hænderne på Oliver Wilson sejrede King David med hoved foran Flemming Velins Omar Bradley/Marcos Robaldo, efterfulgt af sidstnævntes staldkammerat Coat Of Arms/Martin Rodriguez, Bent Olsens Learn By Heart/Carlos Lopez og Niels Petersens Trouble Of Course/Rafael Schistl.

King David blev efter en tilbagetrukket rejse undervejs sendt frem yderst i banen af Oliver Wilson, og herefter trak han sammen med Åbningsløbsvinderen Omar Bradley afgørende fra de øvrige.

Ind på opløbsstrækningen var det med Flemming Velins tre deltagere forrest, men sæsondebuterende Courage Under Fire/Rafael De Oliver manglede luften til slut og faldt ned som ottende.

King David og Omar Bradley kæmper side om side i Danish Jockey Club Cup (L). Foto: Burt Seeger.
King David og Omar Bradley kæmper side om side i Danish Jockey Club Cup (L). Foto: Burt Seeger.

King David bar altså tre kilo mere på ryggen end de fire øvrige heste i præmierækken, og allerede i sin første start som 4-årig tog han springet direkte op i den skandinaviske milerelite. Stærkt forberedt hjemme i Aarhus af sin træner Marc Stott.

“Han har overvintret perfekt, men vi fik et træningsafbræk på tre uger i marts, hvor vi ikke kunne galoppere på banen på grund af vedvarende regnvejr. Derfor havde jeg nok ikke forventet dét her af allerede i dag, og slet ikke med topvægt mod så gode konkurrenter. Næste start bliver i Stockholms Stora Pris den 16. juni på Bro Park”, kommenterede Marc efter sejren.

King David og Omar Bradley kæmper side om side i Danish Jockey Club Cup (L). Foto: Burt Seeger.
King David/Oliver Wilson fik kort før målstregen det endelige overtag på Omar Bradley/Marcos Robaldo. Foto: Burt Seeger.

Med Listed-sejren i Danish Jockey Club Cup er King David oppe på otte sejre i 11 starter over 1,1 millioner kroner i samlet indtjening. Han har kun besøgt Bro Park en enkelt gang tidligere – i Svenskt 2000 Guineas i fjor, hvor han overlegent slog den senere Breeders’ Trophy Classic-vinder Snake Lake med to længder.

Hingsten, der er efter nyligt afdøde Elusive City, er opdrættet af danske Stutteri Stork og fjerde afkom ud af Montjeu-datteren Jeunesse Lulu, som heller ikke lever længere.

Jeunesse Lulu er udover King David mor til to vindere i Frankrig og England samt 3-årige Jeunesse Lili (Mingun), der var anden i sin sæsondebut på Klampenborg i sidste uge.

King David flankeret af sin ejer Karin Salling, trænerparret Djanna Nielsen og Marc Stott, samt opdrætterparret Pia og Henrik Stork. Foto: Burt Seeger.
King David flankeret af sin ejer Karin Salling, trænerparret Djanna Nielsen og Marc Stott, samt opdrætterparret Pia og Henrik Stork. Foto: Burt Seeger.

King David, der i 2016 gik tilbage for 145.000 kroner i ringen på Scandinavian Open Yearling Sale og efterfølgende blev købt af Karin Salling, blev den første danskopdrættede vinder af Danish Jockey Club Cup (L) siden 2011, hvor Peas And Carrots vandt opgøret for anden gang.

Det var blot 10. gang siden 1991, at Jockey Club Cup-vinderen er født i Danmark. Bechmann Racing sejrede i 1991 og 1992 med Spanish Run og Valid You, Cut Singer vandt to år i træk i 1994 og 1995, efterfulgt af Last Dance i 1997.

Siden gik der 10 før Calistoga vandt i 2007, efterfulgt af The Pirate i 2008 og Peas And Carrots i 2009.

Karin Salling med King David. Foto: Burt Seeger.
Karin Salling med King David. Foto: Burt Seeger.

Både Oliver Wilson og Marc Stott havde vundet Danish Jockey Club Cup (L) en enkelt gang tidligere – nemlig i fjor med Ginmann, som også var til start i dette års udgave, men i nyt regi hos Bolette Rosenlund.

Ginmann startede ligesom King David med et vægttillæg på tre kilo, og efter en tabt start kom han aldrig rigtig med i opgøret og sluttede som niende gennem mål.


KING DAVID (DEN), brun hingst 2015 v. Elusive City (Elusive Quality)
1. mor Jeunesse Lulu (Montjeu)
2. mor Miss Hawai (Peintre Celebre)
3. mor Miss Tahiti (Tirol)
Femte sejr på Klampenborg i seks forsøg. Ottende karrieresejr i 11 starter. 1.134.377 DKK.
Ejer: Mme Fernande. Træner: Marc Stott. Opdrætter: Stutteri Stork.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top