fbpx

“Nu er vi nødt til at forsøge os i Svenskt Derby”

Søndag vandt Marc Stott-trænede Queen Rouge sin anden klassiske sejr i Svenskt 1000 Guineas – og den kom lige så let i hus som den danske pendant fire uger tidligere.


Queen Rouge og Oliver WIlson vinder Svenskt 1000 Guineas. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp

Opvisningen var så overlegen, at Marc Stott efterfølgende proklamerede, at selv om Svenskt Derby (L) ikke havde været en større del af overvejelserne hidtil, så får hun efter alt at dømme alligevel chancen på Jägersro den 14. juli, inden det siden også gælder Dansk Derby på Klampenborg den 11. august.

Karin Sallings store, fukse hoppe vandt 2019-udgaven af Svenskt 1000 Guineas med tre længders afstand til Sea Race/Elione Chaves, hvorefter der var yderligere tre længder til Candyflower/Jan-Erik Neuroth, som akkurat holdt indvendige Powerpoint/Martin Rodriguez bag sig.

Som femte fulgte Filia Kalejs før Beau Nuage, Ramone, Hot Chocolate, Jamaica, My Abbey Road, Aperola, Black Coffee, Love You Vero, Semiramis og Lilly My.

Med sejren i Svenskt 1000 Guineas fulgte 700.000 svenske kronor til Queen Rouge, der nu er ubesejret i årets tre første starter.

Hun er nu også dobbelt klassisk vinder uden på noget tidspunkt at have været presset, og det bliver altså efter alt at dømme Svenskt Derby (L) næste gang for Lord Of England-datteren, som ligeledes er tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie.

Ligesom Bloomers’ Vase (L)-vinderen Appelina er Queen Rouge opdrættet på Stutteri Hjortebo, og hun kan nu kalde sig millionøse i svenske kroner efter bare seks karrierestarter, hvoraf de fire er endt med sejre og to er endt med andenpladser.

Karin Salling og Marc Stott med Queen Rouge og Oliver Wilson. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp

“Hun er helt klart én af de bedste hopper jeg nogensinde har siddet på, og det bliver meget spændende at se hvor langt hun rækker fremover”, supplerede den vindende jockey Oliver Wilson, der som Marc Stott går fra den ene store succes til den anden.

Det er bare en uge siden, at makkerparret også hjemtog Voterlöpning på Jägersro med Nipozzano, og tager vi King Davids andenplads i Stockholms Stora Pris (Gr.3) med i beregningen, har Stott og Wilson sammen vundet præmier for et godt stykke over 1,5 milllioner svenske kronor i løbet af de seneste syv dage.

Det var også andet år på stribe, at trioen Karin Salling, Oliver Wilson og Marc Stott vandt klassisk på Bro Park – i fjor var det Jockeyklubbens 2000 Guineas med King David.


QUEEN ROUGE (DEN)
fuks hoppe 2016
v. Lord Of England (Dashing Blade)
1. mor Tolerate (Dubawi)
2. mor Abide (Pivotal)
3. mor Ariadne (Kings Lake)
Første sejr på Bro Park i første forsøg.
Fjerde karrieresejr i 6 starter.
1.089.004 SEK.
Ejer: Mme Fernande.
Træner: Marc Stott.
Opdrætter: Stutteri Hjortebo.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top