fbpx

“De er nøjagtig dér hvor de skal være”

Niels Petersen har vundet tre af de sidste fire udgaver af Dansk Derby. På søndag har han tre chancer for at fortsætte dominansen i sit hjemland med The Kid, Mikklus Makklus og Eyes Wide Shut.


The Kid. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com
The Kid. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com

The Kid, som er helbror til The Kicker, kommer fra en sjetteplads i Svenskt Derby på Jägersro, og forinden var han henholdsvis anden og tredje i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer på Øvrevoll og Jockeyklubbens 2000 Guineas på Bro Park.

Binary File-sønnen er således vant til at rejse og løbe på forskellige baneunderlag, men han har endnu aldrig startet på Klampenborg.

“Storløbsprogrammet tillader det jo ikke rigtigt. Der er vigtige opgaver hele tiden, og den første vigtige opgave for The Kid på Klampenborg er Dansk Derby”, siger Niels Petersen til GalopSport.

Mikklus Makklus og The Kid mødte hinanden i Jockeyklubbens 2000 Guineas, hvor det gik bedst for sidstnævnte. Mikklus Makklus sluttede syvende og var små fire længder bagved sin staldkammerat i mål. Det var over distancen 1600 meter, og Philomatheia-sønnen leverede en gedigen afslutning.

Siden er det blevet til to sejre på stribe for Mikklus Makklus. Godt nok ikke i storløbssammenhæng, men han har stadigvæk mødt gode heste, og hans seneste form hvor han besejrede staldkammeraten Brocco hjemme på Øvrevoll, fik onsdag et drømmeboost da netop Brocco blev besejret med det mindst mulige af Ninety Bullets på Bro Park – men på klar afstand af Wido Neuroths Bolt.


Mikklus Makklus. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com
Mikklus Makklus. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com

Hvordan vurderer Petersen selv sine Derbychancer?

“De er to vidt forskellige heste. The Kid er lille og smart med et stort ‘turn-of-foot’, og Mikklus Makklus er en stor langtgalopperende hest som nok har brug for hver en meter af distancen. Derfor får de også vidt forskellige oplæg på søndag, men fælles for dem begge er, at blød bane er et plus”, siger træneren, der sender sine heste mod Klampenborg fredag morgen.

“Hverken The Kid, Mikklus Makklus eller Eye In The Sky har været på Klampenborg tidligere, så de skal allesammen en tur rundt tribunesvinget lørdag morgen. Bortset fra den manglende rutine på banen, er hestene nøjagtig dér hvor de skal være, og vi kommer med en god chance for alles vedkommende”.


Eyes Wide Shut/Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Eyes Wide Shut/Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Petersens tredje Derbydeltager er 360 North Horse Racings Eyes Wide Shut, der stikker ud fra de to andre ved, at han trænes på Jägersro af britiske Andy Kidney. Petersen har ansvaret for stalden i Malmö, men forestår ikke den daglige træning.

Eyes Wide Shut er Derbyfeltets mindst rutinerede deltager, idet han blot har to karrierestarter bag sig. Det er dog ikke umuligt, at vinde Dansk Derby i tredje karrierestart, hvilket Tigress Eleven beviste i 2011.

I Derby Trial Stakes åbnede startbokslågen foran Eyes Wide Shut ikke samtidig med øvriges, og handicapper Pam Cordrey lod også hesten blive stående på 77 selv om det blev til en niendeplads i mål, fire længder bag vindende Cloud Walker.

Eyes Wide Shut repræsenteres i øvrigt af de samme forbindelser, som stod bag Suspicious Minds Derbytriumf i fjor. 360 North Horse Racing, Niels Petersen/Andy Kidney, Stutteri Hjortebo og Appel Au Maitre.

Eneste forskel på den konto er jockeyen, idet Per-Anders Gråbergs valg af The Kid har givet chancen den unge, formstærke jockey Fredrik Janetzky.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top