fbpx

Nipozzano klar til Voter

Makkerparret Marc Stott og Oliver Wilson fortsatte deres storartede weekend med endnu en 3-årssejr, da Nipozzano slog Plantstepsdream og Beach Road One over 1600 meter på Jägersro.


Nipozzano sejrer foran Plantstepsdream. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp
Nipozzano sejrer foran Plantstepsdream. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Nipozzano var Marc Stotts eneste starthest på Pramms-dagen, og efter en for forbindelserne noget skuffende indledning på sæsonen i Klampenborg, var gensynet med Jägersro sagen for War Command-sønnen.

Den brune hingst havde undervejs et godt stykke frem til klart førende Plantstepsdream/Maikel Narvaez, men til slut var der ingen tvivl om udfaldet.

Nipozzano vandt sikkert med halvanden længde og sikrede førstepræmiens 50.000 svenske kronor til danske Michael Garbers’ Migadan A/S.

Det var anden sejr i syvende karrierestart for Nipozzano, der i fjor indledte karrieren med to andenpladser på stribe i henholdsvis Derby Juvenile og Lambada på Jägersro – begge gange lige bagved Amon Ra.

I sin første start på græs vandt Nipozzano Fyens 2-års Grand Prix med fire længder, og siden var han anden bag Red Cactus i Svealandlöpning og fjerde i Vinterfavoriternas Pris bag Irish Trilogy, Privilegiado og Sir Churchill – men foran både Red Cactus og Nouvelle Lune.

Sæsondebuten på Klampenborg blev ikke som forventet, og Nipozzano måtte tage til takke med tredjepladsen på afstand af Christmas og Fortune Star.

“Han viste igen i dag, hvor godt han trives på Jägersro, og derfor fortsætter vi også med at starte ham hér de næste par gange. Først gælder det Voterlöpning og derefter Sofierolöpning (Malmö Stads Pris, red.) på Derbydagen”, sagde Marc Stott efter sejren.

Nipozzano og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp
Nipozzano og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Nipozzano har nu indløbet over 360.000 svenske kronor siden han for lidt over et år siden blev købt for 15,000 pund af sin træner på Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster.

På andenpladsen fortsatte Lennart J:r Reuterskiölds Plantstepsdream (Planteur) med at forbedre sig, og med tanke på, at hesten først fik sin væddeløbsdebut for lidt over en måned siden, vil han blive interessant at følge på vej mod de samme store opgør som Nipozzano matches imod.

Caroline Malmborgs Beach Road One (Mastercraftsman) kæmpede sig bravt til løbets tredjeplads foran Francisco Castros Mr Stenson (Avonbridge), som akkurat holdt stand over det sene angreb fra favoritten Two Eyed Jack (Juniper Tree).

Two Eyed Jack sprang sidst ud af boksen og fristede længe en tilværelse et godt stykke bag de øvrige – der endte med at blive for langt frem for sidste års svenske Kriteriumsvinder, som dog i modsætning til de fire førstplacerede konkurrenter ikke havde løb i kroppen. Han vil med garanti være stærkt forbedret i Voter.


NIPOZZANO (IRE), brun hingst 2016 v. War Command (War Front)
1. mor Amor Fatal (Kheleyf)
2. mor Anita Via (Anita’s Prince)
3. mor Seldovia (Charlottown)
Første sejr på Jägersro i tre forsøg. 2. karrieresejr i 7 starter. 362.647 SEK.
Ejer: Migadan A/S. Træner: Marc Stott. Opdrætter: Camas Park Stud.
Købt for £15,000 på Goffs UK Breeze Up Sale 2018.


Orb Craft/Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Stærk sæsondebut af Orb Craft – revanche til All Run

Jägersros regerende championtræner Lennart J:r Reuterskiöld sadlede to fine 3-årsvindere ud på Pramms-dagen.

Den første var Zawawi Racings Orb Craft (Mastercraftsman), der i sin sæsondebut knuste al modstand under Jacob Johansen og vandt med 10 længder foran Valon og Don’t Give In.

Reuterskiöld havde valgt dette handicap mod ældre heste på grund af den fulde Derbydistance 2400 meter, og det var også nøjagtig hvad den brune vallak havde brug for. Johansen skulle samtidig sørge for en kraftig forbedring af hestens handicap på 70, og efter søndagens opvisning bør Orb Craft være en hel del tættere på årgangseliten.

Orb Craft debuterede i fjor med en sikker sejr over 1200 meter, hvorefter han først testede græsset på Bro Park uden bid, og siden kom tilbage på hjemmebanen over 1600 meter som sidste hest i mål mod Joker Face, Two Eyed Jack, Amon Ra og Don’t Give In.

Lennart J:r Reuterskiöld handlede selv Orb Craft til Zawawi Racing for 50,000 euro på Arqanas October Yearling Sale i 2017. Orb Craft er ud af den Gruppe-2-vindende Hernando-datter Herboriste, som bl.a. selv er mor til avlshingsten Fast And Furious.


ORB CRAFT (IRE), brun vallak 2016 v. Mastercraftsman (Danehill Dancer)
1. mor Herboriste (Hernando)
2. mor Helvellyn (Gone West)
3. mor Accredited (Alleged)
Anden sejr på Jägersro i tre forsøg. 2. karrieresejr i 4 starter. 92.000 SEK.
Ejer: Omar Zawawi. Træner: Lennart J:r Reuterskiöld. Opdrætter: Haras de Bourgeauville.
Købt for €50,000 på Arqana October Yearling Sale 2017.


All Run slår sin staldkammerat Leo The Lion. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp
All Run slår sin staldkammerat Leo The Lion. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

I søndagens 3-årsløb over 2200 meter sadlede J:r en double.

Leo The Lion/Maikel Narvaez førte længe, men blev til slut nedkæmpet af sin stærkt afsluttende staldkammerat All Run/Jacob Johansen, mens Wido Neuroths Deadline Day/Jan-Erik Neuroth blev tredje.

Det var All Runs tredje karrierestart og sejr nummer to. Zoffany-sønnen debuterede i fjor med sejr over 1600 meter, men han var blot en skygge af sig selv i sæsondebuten den 28. april, hvor han både havde Deadline Day og Leo The Lion foran sig.

Denne gang blev rollerne byttet om igen, og Stall Zadas mørkebrune vallak er igen tilbage i Derbybilledet.

Lennart J:r Reuterskiöld købte All Run for 46,000 euro på Baden-Badens åringsauktion i 2017. Han er ud af Alkalde-datteren Altstadt, der selv er datter af den tyske 2- og 3-årschampion Alte Zeit (Surumu).


ALL RUN (GER), mørkebrun vallak 2016 v. Zoffany (Dansili)
1. mor Altstadt (Alkalde)
2. mor Alte Zeit (Surumu)
3. mor Alte Welt (Arratos)
Anden sejr på Jägersro i tre forsøg. 2. karrieresejr i 3 starter. 108.000 SEK.
Ejer: Stall Zada. Træner: Lennart J:r Reuterskiöld. Opdrætter: Ralf Kredel.
Købt for €45,000 på Baden-Baden Yearling Sale 2017.


Powerpoint aflægger maidentitlen foran Francisca. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp
Powerpoint aflægger maidentitlen foran Francisca. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Powerpoint foran Francisca

Også Pramms-dagens afsluttende opgør var forbeholdt den klassiske årgang. Denne gang et maidenløb over 1200 meter, hvor Vanja Sandrup-trænede Powerpoint (Juniper Tree) i sin fjerde karrierestart kunne stryge forbi Francisco Castros Francisca (Mingun) og vinde let med små tre længder.

På tredjepladsen afsluttede Hans-Inge Larsens Frank Hamer (Hallucinate) stærkt sammen med Castros anden deltager, Bagre (Born To Sea). Hér var der 40.000 kronor i førstepræmie til ejerparret Maj-Lis og Jan Marttorp.


POWERPOINT (SWE), fuks hoppe 2016 v. Juniper Tree (Galileo)
1. mor Point Taken (Thunder Gulch)
2. mor Top Cat (Be My Chief)
3. mor Pussy Foot (Red Sunset)
Første sejr på Jägersro i fire forsøg. Første karrieresejr i 4 starter. 91.700 SEK.
Ejer: Maj-Lis & Jan Marttorp. Træner: Vanja Sandrup. Opdrætter: Autoindustri (Sverige) AB.
Købt for 90.000 SEK på SÅEFs Åringsauktion i 2017.


Bokan/Dale Swift slår indvendige Arctic Waltz/Josephine Ingvarsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp
Bokan/Dale Swift slår indvendige Arctic Waltz/Josephine Ingvarsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Eks-Derbyvinder slog til i Malmö-Vårhandicap

Wido Neuroth-trænede Pas De Secrets var gjort til klar favorit i Pramms-dagens Malmö Vårhandicap over 2400 meter med 150.000 kronor i førstepræmie.

Selv havde Wido forinden advaret imod, at Bokan nærmede sig topformen efter en lang skadespause i fjor, og den tidligere svenske Derbyvinder indfriede trænerens forventninger med at vinde med en halv længde foran indvendige Arctic Waltz/Josephine Ingvarsson og staldkammeraten Pas De Secrets/Jan-Erik Neuroth.

Bokan blev redet til sejr af Dale Swift, som tidligt måtte i gang med at arbejde, men fik løn som fortjent.


No Comment sejrer under Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp
No Comment sejrer under Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

No Comment chokerede V64-spillerne

Bent Olsen har nydt et rigtig fint forår på Jägersro, hvor han i flere omgange har straffet spillerne for manglende tiltro til championstaldens heste.

Således også denne søndag, hvor Lone Kaj-Nielsens No Comment indledte med en ren V64-bombe. Den Stutteri Hjortebo-opdrættede hingst vandt på besnærende vis under Elione Chaves og fordoblede i start nummer 30 antallet af sejre.

På andenpladsen fulgte Sandra Brolins Heavenly Pulse før Tina Smiths IKC Fiction.

Også i V64-afslutningen blev mange spillere rystet, da Manuel Martinez med sin offensive taktik førte fra start til mål med Hans-Inge Larsens Labjaar. Det betød en V64-gevinst på over 87.000 kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top