fbpx

“Nicolajs fortjeneste”

Hanne Bechmann sadlede tre heste på Klampenborg i søndags og var et kort hoved fra at vinde med alle tre. Kun Stinger nåede ikke målstregen først, og der hersker ingen tvivl om, at det først er nu sæsonen for alvor begynder for den lille stald på Enghavelyst.


Monte Carlo og Nicolaj Stott vinder foran Moon Life og Dream'run. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Monte Carlo og Nicolaj Stott vinder foran Moon Life og Dream’run. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Dagens første vinder blev 4-årige Monte Carlo, der blot startede for sjette gang i karrieren.

Pistachio-sønnen aflagde allerede maidentitlen i sin første start som 2-årig tilbage i 2014, hvor han let med tre længder besejrede Dark Eagle, men i fjor blev det blot til enkelt start som uplaceret i Jyllandsløbet.

Derfor var søndagens sejr ekstra sød for ejerkredsen og familien Bechmann, der selv har opdrættet helbroderen til Pinocchio og Lillebror.

“Det føltes som lidt af et dejavu med tanke på 2-årssæsonen, hvor han også vandt første gang ude. Monte Carlo har døjet med rygproblemer, og det er for en stor del Nicolajs fortjeneste, at han var så velforberedt”, siger Hanne Bechmann rosende om Nicolaj Stotts daglige arbejde med skimlen.


Hanne og Jens Bechmann tager imod Monte Carlo og Nicolaj Stott efter søndagens sejr. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Hanne Bechmann tager imod Monte Carlo og Nicolaj Stott efter søndagens sejr. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Monte Carlo er nu noteret for to sejre og to andenpladser i seks starter, og næste opgave er allerede fastlagt.

“Han blev forhøjet til 75 i handicap og ser ud til at kunne få en god opgave i Breeders’ Cup Consolation den 25. juni”, siger Hanne, som ligeledes ser ud til at have en god chance i hoppernes Consolation med Mingun-datteren Bay Breeze, som blev staldens anden vinder i søndags.


Bay Breeze og Carlos Lopez. Foto: Burt Seeger.
Bay Breeze og Carlos Lopez. Foto: Burt Seeger.

“Bay Breeze har ligesom Monte Carlo haft sine problemer at slås med. Hun døjer med lidt svage koder, så efter Breeders’ Cup Consolation er det planen, at vi prøver Jägersro. Hun var jo anden i Dansk 2000 Guineas sidste år, men Carlos (Lopez, red.) siger, at for at hun skal præstere på græs må banen være fuldstændig jævn som i søndags”.


“Slettet på et tyndt grundlag”

På lørdag bringer Hanne Bechmann to heste til start i hovedbegivenheden Gentofte Kommunes Ærespræmie over 1600 meter. Valtournanche og The Kicker. Førstnævnte har ikke startet siden Klampenborgs premieredag i april, hvor han var sjette bag Captain Morgan og Brownie.

Valtournanche tager endnu en overlegen sejr - den fjerde på stribe! Foto: Burt Seeger / US Photo.
Valtournanche vandt fire sejre på stribe i 2015. Foto: Burt Seeger / US Photo.

“Han skulle jo have startet på Jägersro i slutningen af maj, men blev på et noget tyndt grundlag slettet før start fordi dyrlægen vurderede, at han var dehydreret. Han er en hest der har tendens til at svede meget, så det var en ærgerlig tur til Sverige”.

“Valtournanche arbejder fortsat rigtig fint og distancen passer perfekt. Det eneste jeg kunne ønske mig yderligere er noget vand i banen, så han får lidt at træde i, men det ser ikke umiddelbart ud til at vi får meget regn før lørdag”, siger Hanne Bechmann, der også er tilfreds med The Kicker, der senest sluttede lige udenfor præmierækken i Dansk Jockey Club Cup (L), blot 3½ længde bag vindende Guerre.

“Han fik desværre en lidt uheldig rejse undervejs, som jeg mener kostede ham den sidste præmie. Han fik en perfekt start som anden-tredje, men så gik jockeyen på den tyske hest (Maxim Pecheur, red.) ind foran ham og pludselig var han nede blandt de sidste. Man kommer ikke bare sådan tilbage mod den klasse heste, så alt i alt var jeg virkelig tilfreds”.

The Kicker/Carlos Lopez vinder Tortue Efterårshandicap. Foto: Burt Seeger.
The Kicker/Carlos Lopez vandt Tortue Efterårshandicap i 2015 foran Falconet. Foto: Burt Seeger.

“The Kicker løber med 65 kilo på ryggen og skal give to kilo til Brownie, som jeg må indrømme ser giftig ud i dette opgør, og jeg tror det er ham mine heste først og fremmest skal slå for at vinde”, slutter Hanne Bechmann.

Gentofte Kommunes Ærespræmie rides som lørdagens fjerde løb og ligger både indenfor V4- og V5-spillet.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top