fbpx

Milliondollarbaby og Pura Vida blev årets sidste vindere på Fyn

Torben Christensens Milliondollarbaby og Tina Mortensens Pura Vida blev sæsonens to sidste vindere på Fyens Væddeløbsbane, da de fredag eftermiddag sejrede i henholdsvis Lensbaron Berners Ærespræmie og HM Dronning Ingrids Mindeløb.



I førstnævnte opgør sørgede lærling Melissa Vesterholm for, at pakke Milliondollarbaby (Efesos) godt ind i feltet undervejs,  og da hoppen endelig fik marchordre rundt opløbssvinget, hentede hun kraftigt ind på førende Sun Lane (Appel Au Maitre) med Frida Sandbraaten.

Også Kaj Sørensens Big Hunter (Juniper Tree) var på vej til at levere en strålende præstation for Mathilde Dupuy, men bedst gående var dog Milliondollarbaby, som til slut sejrede med næsten en længde før Big Hunter og Sun Lane.

3-årige Milliondollarbaby tog karrierens tredje sejr i ni starter for familien Fruergård, som også har opdrættet den mørkebrune hoppe. Førstepræmien var 13.000 kroner værd.

Milliondollarbaby og Melissa Vesterholm vinder Lensbaron Berners Ærespræmie foran Big Hunter og Sun Lane. Foto: Gorm-Foto.dk.


HM Dronning Ingrids Mindeløb fik lov til at afslutte sæsonen i Odense, og det endte i et tæt opløb mellem Pura Vida (Gustav Klimt), Sir Antonelli (Most Improved) og Speedgirl (Go Go Gadget).

På bagsiden og rundt opløbssvinget så Pura Vida langt fra ud som en kommende vinder, men på trods af at hoppen var af biddet tidligt, belønnede anstrengelserne sig til slut for lærling Evelina Rönnlund, som fik bjerget hoppen først over stregen.

På andenpladsen fulgte indvendige Sir Antonelli, der aldrig gav sig under Stina Östlund, mens godt afsluttende Speedgirl blev tredje med Mathilde Dupuy.

Hér var der en førstepræmie på 15.000 kroner til Pura Vida, som både er ejet og opdrættet af Lars Chr. Nielsen.

Pura Vida og Evelina Rönnlund strider sig til sejren i HM Dronning Ingrids Mindeløb foran indvendige Sir Antonelli og udvendige Speedgirl. Foto: Gorm-Foto.dk.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top