fbpx

Meydan: Seks skandinaviske heste til start på torsdag

De svenske og norske farver er atter rigt repræsenteret, når Meydan på torsdag byder på endnu et godt løbsprogram i Dubai. Allerede i eftermiddagens første opgør tørner tre skandinaviske topsprintere ud imod hinanden.


Niels Petersen starter danskejede Over The Ocean og hans egen Beat Baby i Gulf News Sport Handicap over 1200 meter dirt track med 110.000 US$ i samlet præmiesum. De to heste ligger henholdsvis nummer to og tre i handicappet og løber med 60 og 59,5 på ryggen. Over The Ocean rides af Elione Chaves og Beat Baby af Per-Anders Gråberg.

Med vægten 56 kilo ser opgaven måske endnu mere spændende ud for Fredrik Reuterskiöld-trænede Sir Freddie, der langsomt men sikkert løb sig ind i den skandinaviske sprinterelite i fjor.

Sir Freddie trives ligesom både Over The Ocean og Beat Baby fremragende på dirt track og med sin forholdsvis lave rating kan han muligvis udrette store ting under sit ophold i Dubai. Sir Freddie rides af rutinerede Ted Durcan.

I det efterfølgende løb, Friday Handicap over 2000 meter dirt, får den tidligere Fabricio Borges-trænede Energia El Gigante debut i Niels Petersens regi.

Det sker med topvægten 60 kilo og Per-Anders Gråberg i bøjlerne, og den brasilianskfødte vallak må give helt op til syv kilo til sine konkurrenter.

Energia El Gigante har en uhyrlig statistik på dirt track, idet han nemlig aldrig har tabt i sine fem starter på underlaget.

Han har startet to gange tidligere i Dubai for noge sæsoner siden, men det var på henholdsvis græs og Meydans daværende tapeta-underlag, så torsdagens start må imødeses med stor spænding.

Aftenen i Dubai afsluttes med dobbelt skandinavisk deltagelse. Jessica Long sadler for anden gang i år Benny Anderssons Berling ud på Meydan, men denne gang på græs, hvilket vil passe ham langt bedre.

Berling rides af lærling Cameron Hardie, der claimer halvandet kilo.

Niels Petersen giver sæsondebut til sidste års norske Derby- og svenske St. Leger-vinder, Eye In The Sky, der får Per-Anders Gråberg på ryggen.

Eye In The Sky har ikke startet siden sin legende lette sejr i Svenskt St. Leger på Täby i oktober, og distancen 2435 meter bør passe perfekt til både ham og Berling.


Se racecard til torsdagen på Meydan her.

Løbene kan som altid ses direkte ved at klikke her fra kl. 15.30.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top