fbpx

“Det mest åbne Pramms jeg kan huske”

Det er 15 år siden Francisco Castro sadlede sin første vinder af Pramms Memorial på Jägersro. Dengang var det Mandrake El Mago, og siden har den chilenskfødte træner vundet løbet to gange med Luca Brasi. Mandag starter 4-årige Stricker i de samme blå-hvide farver som Castros tidligere vindere.


Stricker/Elione Chaves vinder før Be My Academy/Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Stricker/Elione Chaves vinder før Be My Academy/Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Poet’s Voice–sønnen vandt sine to første starter i fjor, heriblandt millionopgøret Voterlöpning over Pramms-distancen 1730 meter. Siden var han anden i Svenskt Derby bag Dorcia, og han afsluttede sæsonen som tredje i Rosengårdlöpning over den halve Derbydistance bag topsprinterne I Kirk og Trickbag.

Sæsondebuten fik Stricker afklaret med en kneben sejr over 1600 meter foran Lennart Jr Reuterskiölds Be My Academy, som ved den lejlighed gav sin konkurrent hele syv kilo. Be My Academy er med igen på mandag, denne gang med samme vægt som Castro-håbet.

”Han løste sin sæsondebut med en sejr, mere kunne vi ikke forvente på det tidspunkt, og han kommer givetvis i en endnu stærkere udgave mandag aften. Det bliver det mest åbne Pramms jeg kan huske, og selv om Stricker møder mange heste med et højere tal end ham, føler jeg ikke han er slået på forhånd”, siger Castro til GalopSport.


Land's End/Alexandre Dos Santos på vej mod sejren i Zawawi Cup (Gr.3) foran IKC Dragon Heart og Gunvald. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Land’s End på vej mod sejren i Zawawi Cup (Gr.3) i 2017. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det er efterhånden en række år siden, at den tidligere flerdobbelte championtræner har haft materialet til at sadle en Pramms-vinder, men stalden har heller ikke set bedre ud i adskillige sæsoner, hvilket også afspejles af Castros øvrige chancer på dagen.

De inkluderer både sidste års Gruppe-3-vinder Land’s End og Lambada Cup-vinderen Breakdancer i Lanwades Stud Jägersro Sprint (L), Shake The Disease og Couples i dagens 3-årsløb over 1600 meter, samt duoen Sea Lieutenant og Balen i 3-årsløbet over 2200 meter.

Couples og Maikel Narvaez nedkæmper Johnnybegood/Kajsa Lindsjö. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Couples og Maikel Narvaez nedkæmper Johnnybegood/Kajsa Lindsjö. De mødes igen mandag aften. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Situationen er til gengæld ikke lige så lys for staldkammeraten Worthy Boy, som i fjor både vandt Skandinavisk Opdrætningsløb, Produce Stakes og Svenskt Kriterium.

”Nej, han er stadigvæk langt bagefter på grund af de problemer vi fik med ham i vinter. Jeg har nu slettet ham i Dansk 2000 Guineas, og går “all in” mod Dansk Derby. Det kan desværre blive sådan, at han sæsondebuterer direkte i Derbyet”, siger Castro, som inden Pramms-dagen ligger på fjerdepladsen i den svenske trænerliga, hvor Roy Arne Kvisla fører foran Bro Park-kollegaerne Sandra Brolin og Patrick Wahl.

Pramms-aftenen på Jägersro byder på fællesskandinavisk V64 med start i femte løb kl. ca. 19.25.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top