fbpx

“Mark Larsen overbeviste mig for en måned siden”

Det tidligere succesfulde makkerpar Flemming Poulsen og Mark Larsen genopstår for en kort bemærkning på søndag i Oslo, hvor en af Danmarks bedste ryttere igennem tiderne får chancen på ryggen af 3-årige Garcon i Breeders’ Prize Classic.


Garcon og Per-Anders Gråberg vinder Derby Trial Stakes foran Reliable Carlras og Queen Lilly. Foto: Burt Seeger.
Garcon og Per-Anders Gråberg vinder Derby Trial Stakes foran Reliable Carlras og Queen Lilly. Foto: Burt Seeger.

”Jeg så Mark ride i Klampenborg for en måned siden på en hest for Christian Usinger, og det så vældig fint ud”, siger Flemming Poulsen.

“Det er klart, at Mark ikke er på samme niveau som da han var bedst, men er der nogen her i Skandinavien, som kan gøre det under de aktuelle betingelser – så er det ham”.

Mark Larsen har vundet løb i 14 forskellige lande, vundet derbyet i fire nationer, og sportens sande kendere husker fortsat Trond Hansens ord under tiden som træner i Tyskland, da han stoppede samarbejdet med Lester Piggott og havde Mark Larsen klar som afløser.

”Den unge dansker kan udvikle sig til en rytter i verdenstoppen, jeg er ikke spor i tvivl”, sagde nordmanden da aftalen var indgået med Ole Larsens ældste søn. Danskeren havde forinden henrykket i sportens store lande, med en tredjeplads i Australiens Oaks på ryggen af en hest, som ellers bare var udset som pacemaker.

Mark Larsen formåede desværre ikke at holde sammen på det, og spørgsmålet er, om dagsformen er tilstrækkelig god til at løse opgaven i overmorgen med Jyllandsløbs-2’eren, som senest var under pari i Stockholm.

”Han rejste desværre meget dårligt til Bro Park, så det er bare at håbe på, at det forløber bedre denne gang – vi tager derop i morgen tidlig”, fortæller Flemming Poulsen.

Mark Larsen på ryggen af Flemming Poulsen-trænede Albany Hall efter sejren i Svenskt Derby 2005. Foto: Stefan Olsson.
Mark Larsen på ryggen af Flemming Poulsen-trænede Albany Hall efter sejren i Svenskt Derby 2005. Foto: Stefan Olsson.

Mark Larsen og Flemming Poulsen har sammen vundet Dansk Derby med Vetrotex og Svenskt Derby med Albany Hall, men det er resultaterne med Dano-Mast der for alvor vil være prentet i historien.

Sejrene talte bl.a. en Gruppe-2-sejr i Prix Jean de Chaudenay på Saint-Cloud.

Dano-Masts præstationer er ikke siden overgået af en hest i dansk træning, men er Mark Larsen i samme forfatning på søndag i den norske hovedstad?

”Han bor jo deroppe og kender banen. Og jeg tror han leverer”, afslutter Flemming Poulsen.


Program: Øvrevoll, søndag 7. oktober – første start kl. 12.45.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top