fbpx

“Mange synes åbenbart, at jeg ikke dur længere”

Med to sejre og en andenplads i tre starter, lagde Hans-Inge Larsen godt fra land, da hjemmebanen Jägersro i går åbnede den skandinaviske sæson.


Glorias Express og Josefin Landgren blev årets første vinder på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Glorias Express og Josefin Landgren blev årets første vinder på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Jeg er ikke spor overasket. Hestene stod godt til i løbene, og de havde trænet godt op til sæsondebuten”, fortæller Hans-Inge Larsen.

“Det er altid dejligt at komme godt i gang, og det kunne faktisk være blevet til tre ud af tre, men Elione Chaves begik en taktisk fejl med Miss Chocolate. Det er ikke sikkert, at det kostede sejren, men jeg vil ikke udelukke det. Men det er hvad der sker. Overordnet set er jeg meget tilfreds med det samlede resultat”.

På trods af den forrygende indledning på året er alt langt fra idyl for den mangeårige fuldblodsmand, som kom i lære i 70’erne hos den daværende toptræner Einar Jardby.

”Nej, du tænker naturligvis på min stalds sammensætning. Jeg har fået stalden halveret i forhold til de mange foregående sæson”, fortæller Hans-Inge.

”Jeg synes ellers, at jeg har leveret helt fine resultater, men det hjælper jo ikke, hvis kunderne har en anden opfattelse. Mange synes åbenbart, at jeg ikke dur længere”.

Helt uhørt er der heller ikke en eneste 2-årig i stalden på nuværende tidspunkt.

Hans-Inge Larsen med Hills And Dales/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Hans-Inge Larsen med Hills And Dales/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Vi må bare arbejde videre, og så håbe det vender. Jeg starter heste igen næste onsdag på Jägersro”, oplyser Hans-Inge Larsen, som har starterklæret gårsdagens vinder Glorias Express igen, mens der bliver sæsondebut til de ældre eliteheste Crafty Exit og Funinthesand i Guldhandicap over 2200 meter.

En tredjedel af staldens 15 heste har handicap på den høje side af 80, og det er trods alt ikke så tosset. ”Men det er jo ældre heste. Jeg kan kun håbe på, at de kan forsvare deres tal”, siger Hans-Inge Larsen og refererer til 11-årige Govinda (84), 9-årige Funinthesand (87), 7-årige Crafty Exit (85), 7-årige Labjaar (81) og 6-årige Hills And Dales (84). Sidstnævnte var også en vinder for stalden i går.

Svenskeren har altid haft et godt øje til miljøet på Klampenborg, og det har ikke ændret sig.

”Jeg skal til Klampenborg på premieredagen. Planen er at starte Rashash”, erklærer Hans-Inge Larsen, som selv ejer Kyllachy-sønnen.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top