fbpx

Lopez’ Derbyridt på Red Cactus i fare

Carlos Lopez’ mulighed for at vinde Svenskt Derby (L) for fjerde år på stribe, er blevet vanskeliggjort af en forseelse for forkert brug af pisk i søndagens Challenge Stakes på Bro Park.


Red Cactus og Carlos Lopez vinder Svenskt Derby Trial med ni længder. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Bro Parks voldgift gav nemlig den chilenske topjockey en udelukkelse fordelt på løbsdagene 14. og 18. juli, i tillæg til en bøde på 3.750 svenske kronor.

Lopez har ifølge Galopptips valgt at anke dommen, idet han hævder, at et af slagene ikke ramte Captain America. Ekvipagen sluttede på andenpladsen i opgøret bag vindende Sarookh.

Lopez har vundet Svenskt Derby (L) de sidste tre år på stribe med henholdsvis Duke Of Burden og Dorcia for Lennart J:r Reuterskiöld samt Nordic Defense for Niels Petersen.

I år er Lopez forhåndsbooket til Bent Olsens Red Cactus, som chileneren red i vinterens opgør i Dubai. Senest hjemtog duoen Svenskt Derby Trial med ni overlegne længder.

Lone Kaj-Nielsen, Bent Olsen og i særdeleshed Carlos Lopez selv må nu holde vejret indtil anken er afgjort i Svensk Galopps overvoldgift.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top