fbpx

Let for New Target i Derby Testen

Bent Olsen-trænede New Target tog sin første sejr siden Auktionsløbstriumfen i fjor, da han i sin første start over 2200 meter blev en let vinder af Derby Testen i Klampenborg.


New Target og Elione Chaves på vej mod en sikker sejr i Derby Testen foran Ina og Tiger’s Carlras. Foto: Burt Seeger.

Center Divider-sønnen vandt med en og en kvart længdes afstand til hopperne Ina (Anjaal) og Tiger’s Carlras (Juniper Tree) efter et specielt løb, hvor de to svenske gæster Oyster Six (Center Divider) og Silver Dash (Silver Frost) blev redet særdeles offensivt og undervejs førte med mange længder til de øvrige.

Allerede ved indgangen til opløbet var der dog udsolgt hos begge udbrydere, der endte henholdsvis sjette og ottende gennem mål med Rue Royale (Sinndar) imellem sig.

Bag de tre første sluttede Granello (Intello) og vinderens staldveninde Follow Me (Royal Experiment) på de sidste præmiegivende pladser.

New Target blev igen redet af Elione Chaves, der også var i bøjlerne på hesten ved sæsondebutens fjerdeplads i Dansk 2000 Guineas.

Brasilianeren ser ud til at have et godt Derbyridt i den brune vallak, der ejes af Lone Kaj-Nielsen og er opdrættet af Martin Hjorth Jensen på Stutteri Hjortebo.

New Target og Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

New Target er ud af den vindende Academy Award-datter Nudetnok, som var anden i Dansk Galops Auktionsløb i 2013 bag Miss Tiffany, samt tredje i både Mowerinaløb Breeders’ Trophy Classic.

Nudetnoks halvbror, Screwbox Carlras (Air Chief Marshal), vandt også Dansk Galops Auktionsløb i 2016.

For Lone Kaj-Nielsen og Bent Olsen har blodet, der i Danmark har sit udspring gennem Baillamont-hoppen Stolga, været en kilde til konstant succes igennem årene.

Stolga, som Søren Hjorth Jensen købte i Deauville tilbage i 1994, blev mor til Lone Kaj-Nielsen og Bent Olsens første Derbyvinder Master Kid (Academy Award) i 2008, og samme ejer/trænerkonstellations 2000 Guineas-vinder fra 2007, Kronhjort (Cajun Cadet).

En helsøster til Kronhjort, Raadyr, var i sin aktive karriere trænet af Wido Neuroth for hvem hun bl.a. vandt Breeders’ Trophy Juvenile.

Raadyr blev senere mor til to af Lone Kaj-Nielsens topvæddeløbere, den førnævnte Kriteriums- og Listed-vinder Reventon samt Guineas- og Breeders’ Cup-vinderen Cantenac (Academy Award).

New Target og Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

At succesen med Stolga-linjen fortsætter sammen med Lone Kaj-Nielsen og Bent Olsen er derfor ikke bare et tilfælde.

New Target fik tildelt et handicap på 80 efter sin Auktionsløbssejr i fjor, men han nåede at blive sænket til 79 før 2-årssæsonens afslutning, og han gik yderligere et kilo ned efter fjerdepladsen i 2000 Guineas.

Hvor New Target ender henne handicapmæssigt efter Derbytesten ved vi mere om i løbet af søndagen.

Resultat: Derby Testen


NEW TARGET (DEN)
brun vallak 2017
v. Center Divider (Giant’s Causeway)
1. mor Nudetnok (Academy Award)
2. mor Marigold (Cajun Cadet)
3. mor Stolga (Baillamont)
Anden karrieresejr i 6 starter.
440.584 DKK.
Ejer: Lone Kaj-Nielsen.
Træner: Bent Olsen.
Opdrætter: Martin Hjorth Jensen (på Stutteri Hjortebo).
Købt for 70.000 DKK på Scandinavian Open Yearling Sale, 2018.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top