Søren Jensen fulgte op på sin forrygende lørdag med to nye sejre på Derbydagen. Tante Tove vandt Elkær Stutteri Larch Ærespræmie under Kevin Stott, mens Steinway hjemtog Tattersalls Grand Cup for Martin Rodriguez.
Tante Tove havde ikke vundet siden sæsondebuten i Guineas Trial på Klampenborg, og spillerne lod hende springe af til mere end otte gange pengene i totalisatoren.
Efter en placering bagest i feltet undervejs, skød Eishin Dunkirk-datteren bedst fart af alle i opløbet og trak til slut sikkert fra til en sejr på små to længder foran Bijou og Princeton, som tidligere på sommeren var henholdsvis anden og første i Dansk 2000 Guineas.
Tante Tove ejes af Karin Salling, der her fik sin anden dagssejr, og hoppen er opdrættet på Rävdansens Stuteri i Sverige. Førstepræmien var 100.000 kroner værd, og Tante Tove har nu vundet tre gange i karrierens første 10 starter.
Steinway for tredje gang i år
Senere på dagen sadlede Søren Jensen weekendens femte vinder, da Breeders’ Cup-vinderen Steinway kæmpede forbilledligt og slog Bent Olsen-trænede Talisman med kort hoved i Tattersalls Grand Cup.
Mindre end en længde bag de to første fulgte Hanne Bechmanns Stinger, tre længder foran staldkammeraten Monte Carlo, mens Bent Olsens Hongkong Honcho stjal den sidste præmie.
Steinway blev belønnet med en førstepræmie på 35.000 kroner og bragte dermed årets samlede indtjening op på 324.000 kroner.
Appel Au Maitre-sønnen har vundet tre af sine fire starter i 2018, heriblandt Dansk Breeders’ Cup.
Fynsk vinder af Netto Derby Consolation
Der stod Fyn overalt på Netto Derby Consolation.
Her vandt Bolette Rosenlund-trænede Cattleya let med en og en kvart længde foran Hanne Bechmanns Magnum og Søren Jensen-trænede Isetan, mens Marc Stotts favorit Queen Lilly måtte nøjes med fjerdepladsen blandt de seks startende.
Cattleya trænes i Odense og er både ejet og opdrættet af det fynske ægtepar Karin og Poul Erik Jakobsen, som købte Cattleyas mor, Aspasia Lunata, i fol ved den tyske Derbyvinder Kamsin under en auktion i Baden-Baden i 2014.
Det var Cattleyas anden karrieresejr i otte starter, og hoppen blev belønnet med en førstepræmie på 50.000 kroner. Jacob Johansen red.