fbpx

“Det kom lidt bag på os…”

Aalborg-galoppens mestertræner, John Nielsen, fik ikke det forventede udbytte ved sæsonpremieren i Nordjylland. I morgen afholdes der atter to galopløb i Aalborg, og denne gang bidrager championstalden med fire heste.


John Nielsen sammen med hoppen Miss Montana efter sejr i Göteborg. Svigersønnen Frederick Salvador rider i de velkendte rød/hvide farver. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
John Nielsen og svigersønnen Frederick Salvador efter en tidligere sejr sammen i Göteborg med hoppen Miss Montana. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Det kom lidt bag på os, at det ikke blev til mere på åbningsdagen”, fortæller trænerhustruen Hanne Nielsen. “Vi synes, at hestene havde trænet til mere, men det var kun On Offer, der kunne være sig selv bekendt”.

On Offer blev tredje på premieredagen, redet af Amanda Harbjerg, som også har fået genvalg i bøjlerne. Desuden sidder tandlægen fra Aarhus op på den tidligere skandinaviske 2-årsmester, Vanqueur.

”Amanda rider pænt og så har hun to kilos lettelse. Det er sæsondebut for Vanqueur, så hendes bedste mulighed i morgen er nok On Offer”, antager Hanne Nielsen.

To ridt for John Nielsen er der også til trænerens svigersøn, Frederick Salvador, på ryggen af henholdsvis Angels Calling og The Other Lady.

”Det er årets første start for begge. The Other Lady var jo helt forrygende i fjor med tre sejre, men man skal tænke på, at hun nu indleder sæsonen vel nok syv-otte kilo højere end i fjor”, konkluderer Hanne Nielsen.

Onsdagens to galopløb i Aalborg rides som henholdsvis 11. og 12. løb, og i modsætning til travløbene er der kun spil i dansk pulje.

Program: Aalborg, onsdag 10. maj kl. 18.00.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top