fbpx

Klampenborg omlægger kritiseret del af græsbanen

Klampenborgs græstæppe har igennem alle år mødt kritik fra specielt udenlandske trænere på grund af den ujævne bagside og især den største “pukkel” omkring 1100 meter-starten, som ofte volder problemer for hestene.


Klampenborg Galopbanes bagside ved 1100 meter-starten tirsdag morgen. Foto: KG.
Klampenborg Galopbanes bagside ved 1100 meter-starten tirsdag morgen. Foto: KG.

Banens ujævnheder har ydermere givet en række udfordringer i forbindelse med regnvejr, idet der ofte har stået klart vand på det laveste punkt efter “puklen”.

“Vi havde allerede planlagt en udjævning af området omkring 1100 meter-starten inden sæsonstarten, men på grund af den ekstremt sene og hårde vinter, kunne arbejdet ikke udføres, og vi nåede kun lige akkurat at få drænet opløbssvinget”, indleder Klampenborgs direktør Carsten Baagøe Schou.

“Men nu er arbejdet indledt, og vi har udvidet det område som planes med ca. 100 længdemeter. Det er således 250 meter af græsbanen, som nu er skrabet af og som planes over hele banens ca. 20 meters bredde”.

Et kig op mod 1100 meter-starten. Foto: KG.
Et kig op mod 1100 meter-starten. Foto: KG.

Når Klampenborg i 2019 slår portene op igen, vil græstæppet fra 1100 meter og hele vejen rundt opløbssvinget være både omlagt og drænet.

“På den måde kan vi imødegå tidligere tiders udfordringer ved store regnmængder, samtidig med, at vi ved at raile ind og ud vil kunne levere et bedre græstæppe over hele sæsonen. Og endelig bliver banen fair for alle”, forklarer Baagøe Schou, som i løbet af de seneste år har modtaget meget kritik og mange ønsker om en omlægning af netop denne del af Klampenborgs græsbane.

“Vi har tidligere oplevet, at der stod klart vand på samme stykke bane lige efter 1100 meter-starten stort set hver eneste gang det havde regnet. Vi hører også fra flere af de førende trænere i Sverige og Norge, at netop denne udfordring gør, at de ikke vil starte deres heste på Klampenborg”.

Udsnit af baneomlægningen og den beskårne skovlinje. Foto: KG.
Udsnit af baneomlægningen og den beskårne skovlinje. Foto: KG.

“Nu har jeg så en forventning om, at få besøg af lidt flere udenlandske heste til storløbene. Selv om vi fortsat har et efterslæb på præmierne – især i forhold til Sverige – har vi nærmet os lidt med præmiestigninger i 2018, samtidig med, at den danske krones kurs virkelig har reduceret en stor del af efterslæbet””, fortsætter Baagøe Schou.

“Vi ved jo godt, at såvel trænere som ejere på trods af præmieforskellene godt kan lide at komme på Klampenborg, og jeg både tror og håber, at banearbejdet vil blive modtaget positivt og bidrage til flere startende heste”.

Klampenborg afholdt i lørdags årets 20. og sidste løbsdag, og kl. 9 mandag morgen blev den store baneomlægning indledt. Arbejdet forventes afsluttet ved udgangen af næste uge.

“Omlægningen er selvfølgelig også til alles bedste, men det har været et kardinalpunkt i forhold til de store omkostninger forbundet med arbejdet, at dagene kan udnyttes fuldt ud. I den forbindelse har Klampenborgs trænerstab været utroligt imødekommende, og de accepterede, at vi allerede indledte arbejdet i mandags, selv om der uundgåeligt er larm og forstyrrelser i træningen”, siger direktøren.

Også skovlinjen langs den ca. 1000 meter lange bagside ændrer nu karakter.

“Der er ingen der kan fortælle hvornår skovlinjen senest er blevet beskåret, men nu bliver det gjort med tungt maskinel, og arbejdet vil blotlægge træstammer og give skoven et andet udtryk til sæsonstarten i 2019”.

Flemming Velin og Carsten Baagøe Schou. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Carsten Baagøe Schou (th) ses herover sammen med Flemming Velin. Foto: Burt Seeger / US Photo.

“Grunden til, at vi beskærer skovlinjen er, at træernes grene rækker langt udover græsbanen og derfor både tager sol og nedbør, som ikke fordeles ligeligt når først det rammer træer og grene. Samtidig tager den mindre bevoksning i skovlinjen en del af nedbøren og er med til at forringe græsbanens kvalitet”.

Primus motor på det omfattende banearbejde er britiske Gordon Street, der af Klampenborgs ledelse har fået til opgave, at søge at forbedre banen på lang sigt.

“Gordons rådgivning sker på et andet niveau end hvad Klampenborg tidligere har rådet over, men med vores ambition om at hæve antallet af løbsdage i takt med at præmierne og hestematerialet tillader der, medfører det i sagens natur, at vores bane skal kunne klare et højere antal løb – og det skal det igangværende anlægsarbejde være med til at muliggøre”, konkluderer Carsten Baagøe Schou.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top