fbpx

“Jeg har aldrig haft en bedre 3-årig hest i stalden”

Efter tre sejre i seks starter er det på torsdag ”alvorens time” for Caroline Malmborg-trænede Stureplan. Med Eddie Pedroza på ryggen kæmper den tyske import om førstepræmiens 500.000 kronor i Voterlöpning på Jägersro.


Stureplan/Andreas Tapia Dalbark. Foto: Elina Björklund/Svensk Galopp.
Stureplan/Andreas Tapia Dalbark. Foto: Elina Björklund/Svensk Galopp.

”Jeg er meget tilfreds med alle forberedelserne”, fortæller Caroline Malmborg til GalopSport.

“Jeg føler, at jeg har en hest med chance for at være med helt fremme. Ærlig talt har jeg aldrig haft en bedre 3-årig hest i stalden”.

Stureplan indledte allerede året med sejr hjemme på Bro Park den 1. januar, og siden fulgte han den 29. marts op med at besejre Sliceoflife med otte længder på samme bane, inden han for første gang blev testet på Jägersro den 30. april.

Resultatet blev en andenplads over 1600 meter, tre længder bag Stricker, som han møder igen på torsdag.

”Løbet blev lidt forkert for ham, men vigtigst af alt fungerede Stureplan på underlaget i Malmö”, fortsætter Caroline. “Han har spor 11 på torsdag, hvilket passer ham meget bedre end indersporet. Jeg håber bare ikke, at han får et for hårdt første sving, for det kan koste til slut”.

Stureplan kommer ind i Voterlöpning med et handicap på 84 – ét kilo under Stricker og samme tal som Bro Parks 2000 Guineas-vinder Dardenne.


En tilfreds Caroline Malmborg tager imod House In Order og Andreas Tapia Dalbark. Foto: Svensk Galopp.
Caroline Malmborg med House In Order. Foto: Svensk Galopp.

En anden lovende klassisk aspirant i stalden er House In Order. Efter to starter i januar med sejr og andenplads, har Bushranger-sønnen ikke været set siden.

”Han har været syg, men er helt ovenpå igen”, siger Caroline. “Han starter onsdag på Bro Park og står fortsat meldt i Norsk 2000 Guineas, men jeg tvivler dog på, at vi tager dertil, uanset hvordan det går på onsdag”.

”På sigt er det nok bedre for hesten, at matche ham i nogle ordinære løb hjemme på Bro Park. Det kan blive en ret så god hest med tiden”, antager Caroline Malmborg om House In Order.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top