fbpx

“Jeg er faktisk glad for, at han ikke vandt”

NAVN: MURANO (SWE)
Brun vallak født 14. marts 2013
Vindende søskende: Fun Dancer (Funambule) 81, Fun Racer (Funambule) 70.
Far: Merchant Of Venice (USA) Auktion: Ej fremstillet
Mor: Taiwan (SWE), 80 Pris: –
Morfar: Most Welcome (GB) Handicap: 68
Træner: Søren Jensen Statistik: 2: 0-1-1
Ejer: Stall Erstavik Præmiesum: 15.000 DKK
Opdrætter: Stall Erstavik Distancer: 1200 – 1300 meter
Jockeys: Nicolaj Stott, Rafael De Oliveira Underlag: Græs

Murano og Rafael De Oliveira. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Murano og Rafael De Oliveira. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Stall Erstavik har et klassisk håb i Murano, som med en anden- og tredjeplads i to starter i efteråret gjorde hvad der blev forlangt af ham. “Han var kun ude for at lære, og jeg er faktisk glad for, at han ikke vandt”, siger træner Søren Jensen.

Den brune vallak debuterede den 17. oktober over 1200 meter på Klampenborg. Det var et maidenopgør for skandinaviskopdrættede og han endte som tredje bag Naga Jolokia og Sawbox Carlras.

To uger senere formåede han at vende formen på Sawbox Carlras, men det var ikke nok til at stille noget op imod storfavoritten All Or Nothing.

Murano gik herefter på vinterferie med et par fornuftige præstationer i bagagen, og alt peger på, at han er i stand til at forbedre sit nuværende handicap på 68.


All Or Nothing aflægger maidentitlen under Marcos Robaldo. Foto: Burt Seeger.
Murano i blå dragt slutter på andenpladsen bag All Or Nothing i 2-års MaidenSerien på Klampenborg den 1. november. Foto: Burt Seeger.

“Han er en meget sent udviklet hest, som velsagtens er vokset 20 centimeter siden han kom i træning”, siger Søren Jensen, som ligeledes trænede Muranos halvsøster Tai She (Academy Award).

Hun startede syv gange uden at vinde, men hun var bl.a. tredje i Diana Trial samt fjerde i både Amacitalöpning og Vinterfavoritternes Ærespræmie.


Moderen vandt Vinterfavoriterna

Murano er sjette afkom ud af engelskopdrættede Taiwan (Most Welcome – Kina v. Bering), der vandt to af sine fire starter som 2-årig i 2001, heriblandt Vinterfavoriternas Pris på Täby.

Hun vandt yderligere to gange som 3-årig og var desuden tredje i Svenskt Oaks bag Kimola og Reference Lady.

Det blev også til en enkelt start som 4-årig før hun gik i avlen i Sverige med et handicap på 80 og tæt på en halv millioner kroner på præmiekontoen.

Taiwans første afkom var Funambule-sønnen Fun Dancer, som vandt fire af sine 22 starter og nåede et handicap på 81.


Taiwan vinder for Per-Anders Gråberg på Jägersro i oktober 2003. Foto: Stefan Olsson / www.cavok.se
Taiwan vinder for Per-Anders Gråberg på Jägersro i oktober 2003. Foto: Stefan Olsson / www.cavok.se

Selv om Taiwan selv var tredje i Oaks og sønnen Fun Dancer i en af sine starter vandt overlegent over 2400 meter, er Søren Jensen i tvivl om Muranos distanceformåen.

“Han er jo efter Merchant Of Venice, som vi endnu ikke rigtig kender andet til end at han er far til topsprinteren Alcohuaz”, argumenterer træneren.

Fun Dancers helbror, Fun Racer, vandt også kun over 1600 meter og var uplaceret de gange han startede over derbydistancen, mens Tai She aldrig nåede at løbe længere end 1730 meter som 3-årig.


Sæsondebuterer tidligt

“Murano er i mange henseender svær at vurdere. Han blev stort set ikke bedt om noget i træning sidste år og kom kun ud for at lære noget sidst på sæsonen. Han er meldt i både Dansk 2000 Guineas, Jockeyklubbens 2000 Guineas, Dansk Derby og Breeders’-serien, så der findes mange muligheder, men som svenskopdrættet er det klart, at vi spejder mod Sverige med ham”, forklarer Søren Jensen og afslutter:

“Jeg regner med, at han sæsondebuterer tidligt, så vi hurtigst muligt får svar på hvor han står henne både kvalitets- og distancemæssigt”.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top