fbpx

Jan-Erik Neuroth får toplot fra Arqana i træning

Jan-Erik Neuroth får optimal opbakning fra ægteparret Bente og Magne Jordangers Stall Perlen, når han inden længe overtager sin fars trænerforretning på Øvrevoll. Tilgangen inkluderer bl.a. denne uges dyreste lot på Arqanas October Yearling Sale, som blev købt for 420,000 euro.



Stall Perlen fik gennem Peter & Ross Doyle Bloodstock hammerslaget på 420,000 euro for lot 101, en fuks hingst efter Grand Prix de Saint-Cloud (Gr.1)-vinderen Zarak (Dubawi).

Hingsten er ud af Dansili-datteren Ashaaqah og dermed halvbror til årets vinder af Stockholms Stora Pris (Gr.3), Admiral De Vega (Lope De Vega).

Dertil er han halvbror til 3-årige Zeeyara (Nathaniel), som er Listed-vinder i Frankrig i år, og til 2-årige Ashariba (Ribchester), som har vundet den ene af årets to starter i England.

Andenmoderen Kareemah (Peintre Celebre) er en Listed-vindende halvsøster til Breeders’ Cup Filly & Mare Turf (Gr.1)- og Flower Bowl Invitational (G1)-vinderen Lahudood, som er mormor til de to mangedobbelte Gruppe-1-vindere og verdensstjerner Baaeed og Hukum.

Stall Perlen strakte sig til 420,000 euro for at sikre sig lot 101, en Zarak-halvbror til Stockholms Stora Pris (Gr.3)-vinderen Admiral De Vega. Foto: Arqana.

“Vi valgte at gå “all in” på en enkelt hest til Jan-Erik i år, og så tillagde vi den fine fortjeneste på ca. 250,000 euro, som vi fik for vores pinhook på Goffs i september”, fortæller Magne Jordanger til GalopSport og fortsætter:

“Udover vores nyindkøbte Zarak-hingst sender vi tre egenopdrættede åringer efter Appel Au Maitre i træning hos Jan-Erik”.

Stall Perlen vandt i 2023 ikke mindre end fem klassiske løb på de skandinaviske baner, fordelt mellem tre til deres egenopdrættede Ami De Vega (Lope De Vega) og to til Thunder Sea (Night Of Thunder).

Stall Perlen-ejerparret Bente og Magne Jordanger sammen med Jan-Erik og Wido Neuroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Torsdag fik Morten Buskop for 22,000 euro hammerslaget på lot 360, en brun hoppe efter Prix de l’Abbaye (Gr.1)-vinderen Wooded (Wootton Bassett) ud af den vindende Teofilo-datter Abbronzatissima.

“Hun er en skøn hoppe, som jeg købte for egen regning som et Breeze Up-pinhook, og hun går formentlig i pre-training hos Mocklershill i Irland, for så at vende tilbage til Arqanas Breeze Up-auktion til næste år i maj”, fortæller Buskop til GalopSport.

Salgsugen i Deauville er langt fra slut endnu og fortsætter både fredag og lørdag.

Lot 360 på Arqanas October Yearling Sale, en brun hoppe efter Wooded, blev købt for 22,000 euro af Morten Buskop Bloodstock. Foto: MBB.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top