fbpx

Hvad nu, Nicholas?

Der er gået et par døgn siden Klampenborg Galopbane i en pressemeddelelse bekendtgjorde, at Nicholas Cordrey med udgangen af november stopper som direktør for selskabet. 


Cordrey, der blev ansat den 1. august i fjor, fortæller her selv om udfordringerne og svarer på spørgsmålet: Hvad nu, Nicholas?

“Først og fremmest kan jeg selvfølgelig bekræfte pressemeddelelsens budskab om, at jeg har opsagt min stilling. Grunden er, at Klampenborg Galopbane i stigende grad vil satse på den del af forretningen der inkluderer arrangementer udenfor løbsdage, business-koncepter og øvrige kommercielle tiltag”, siger Nicholas Cordrey torsdag til GalopSport.

Nicholas Cordrey med sønnen Alexander efter sejr i ponygaloppen tidligere i år. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Nicholas Cordrey med sønnen Alexander efter sejr i ponygaloppen tidligere i år. Foto: Burt Seeger / US Photo.

“Klampenborg har en del udfordringer omkring hele økonomien omkring hestesporten, og jeg respekterer fuldt ud ledelsens ønske om, at satse på det kommercielle. Men mine kompetencer ligger indenfor det sportslige segment. Det er hér jeg føler, at jeg kan bidrage til Klampenborg Galopbanes fremtid, og da det ikke længere er den fremadrettede rolle, har jeg valgt at stoppe”, fortsætter han.

Nicholas Cordrey kom til Klampenborg efter en række år som sportschef i Svensk Galopp, og inden da var han én af Skandinaviens mest fremgangsrige jockeys.

Han er født ind i galopsporten som søn af den tidligere championjockey Chris Cordrey, og hans mor Pam har en i mange år været officiel handicapper for samtlige skandinaviske galopbaner.

Da Cordrey grundet en skade i nakken måtte indstille jockeykarrieren var netop jobbet som moderens afløser på tale, men så bød chancen sig for at blive sportschef i Sverige.

“Det er klart, at mange stadigvæk spørger til, om ikke jeg er den rette til at overtage min mors job. Jeg vil dog gøre det klart, at jeg først og fremmest passer mit job som direktør på Klampenborg i hele opsigelsesperioden. Samtidig er jeg jobsøgende og vil meget gerne videre så snart min aftale udløber, og jeg vil i hele perioden have øjne og ører åbne for nye muligheder og vil ikke udelukke noget som helst”.

“Min mor er i øvrigt i sin bedste alder og har i mine øjne adskillige aktive år som handicapper tilbage i sig – hun er slet ikke klar til at stoppe endnu”, griner Nicholas Cordrey afslutningsvis.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top