Sent torsdag aften nedkom den 11-årige Daylami-datter Mariyca med sin avlskarrieres tredje føl på York Stutteri. En mørkebrun hoppe efter Juniper Tree (Galileo).
Mariyca er opdrættet af HH Aga Khan og var vinder som 2-årig i Irland for John Oxx. Hun kom til Skandinavien som 4-årig og slog sidenhen bl.a. til i Klampenborgs Fawzia Stakes, hvor hun i Ole Larsens træning og Dina Danekildes hænder besejrede Niels Petersens to championhopper Grafitti og Tatoosh.
Mariycas ældste afkom er den nu 2-årige hoppe Mariyna (Mingun), der er i træning hos Francisco Castro på Jägersro, og hun har desuden en hingståring gående på York Stutteri, der har været hendes hjem siden løbskarrierens afslutning.
Mariyca tilhører én af Aga Khans store moderlinjer, hvor tredjemoderen Masarika bl.a. vandt det franske 1000 Guineas (Gr.1) og Prix Robert Papin (Gr.1).
Masarika var ligeledes en stor succes i avlen som mor til flere Black Type-vindere, og mormor til Gruppe-1-vinderne Eagle Mountain, Dank og Sulk.
Mariycas halvsøster, Masela (Medicean), havde ikke nogen stor væddeløbskarriere selv, men hun er nu mor til to vindere ud af to mulige i England, heriblandt Smokey Lane (Zebedee), der som 2-årig i fjor var vinder samt placeret anden i Dragon Stakes (L) på Sandown og tredje i Roses Stakes (L) i York.