fbpx

Hjem i topform: “Den helt rigtige beslutning”

Søndag morgen sidder Oliver Wilson på flyet tilbage mod København efter næsten fem måneder hos Charlie Applebys Godolphin-delegation i Dubai. Han kommer hjem i topform, med mange nye kontakter og en kæmpe motivation.


Oliver Wilson rider ud for Charlie Appleby på Godolphins Marmoom Stables i Dubais ørken.
Oliver Wilson rider ud for Charlie Appleby på Godolphins Marmoom Stables i Dubais ørken.

“Jeg har været meget glad for opholdet i Dubai. Jeg har nydt at arbejde med fine heste hver eneste morgen og  suget erfaring til mig. Det var den helt rigtige beslutning”, siger Oliver fredag eftermiddag til GalopSport.

Den danske championjockey rejste den 11. november fra København til Dubai, og han har ikke været hjemme siden.

Undervejs har han haft det særlige ansvar for tre heste i Charlie Applebys mægtige stab af topvæddeløbere, og selv om Oliver ikke selv har redet dem når det virkelig gjaldt, er der ingen tvivl om indlevelsen.

“Jeg har redet Divine Image, Nordic Lights og Old Persian hver eneste dag siden de hver især ankom til Dubai”, siger han.

Divine Image og William Buick vinder UAE Oaks (Gr.3) foran Hayley Turner på Swift Rose. Foto: Dubai Racing Club.
Divine Image og William Buick vinder UAE Oaks (Gr.3). Foto: Dubai Racing Club.

“Divine Image kom hertil efter at have vundet sin eneste start hjemme i England. Hun sæsondebuterede med en andenplads i 1000 Guineas efter en tabt start, og vandt gangen efter UAE Oaks. På Super Saturday slog hun til igen i Al Bastakiya, og i morgen starter hun i UAE Derby på World Cup-dagen”.

“Old Persian var Gruppe-2-vinder i York i fjor og besejrede den senere Melbourne Cup-vinder Cross Counter. Han blev gjort klar til Super Saturday hvor han vandt Dubai City of Gold, og i morgen gælder det Dubai Sheema Classic”.

“Den tredje hest jeg har redet fast hernede er Nordic Lights, som debuterede med en andenplads og derefter vandt. Senest blev han testet på Super Saturday, men rakte kun til sjettepladsen i Gruppe-1-løbet Al Maktoum Challenge, og han starter ikke på World Cup-dagen”, beretter Oliver.


Foto af Godolphins lot på Marmoom Stables - taget af Oliver Wilson selv.
Foto af The Boys in Blue på Marmoom Stables’ 1400 meter lange dirt track – taget af Oliver Wilson selv.

Danskeren ser med stor spænding frem mod lørdagen på Meydan, hvor både Divine Image og Old Persian har alle chancer for at sætte kronen på værket for et forrygende World Cup Carnival.

Naturligvis bliver det aldrig det samme som hvis han selv skulle have redet dem, men Rom blev ikke bygget på én dag, og først og fremmest tager Oliver erfaringerne med sig hjem – samt en sandsynlig returbillet til Dubai når vi atter rammer november.

“Charlie Appleby har direkte spurgt til, om jeg kunne tænke mig at vende tilbage, og det har jeg allerede sagt ja tak til. Selv om jeg kun har redet to løb hernede over vinteren, har jeg kunne holde formen og samtidig kunne nyde klimaet og den enorme professionalisme der hersker i stalden”, siger Oliver og fortsætter:

“Det giver jo noget, at ride arbejde side om side med William Buick og James Doyle to gange om ugen, og så er man jo bare mere motiveret når solen stort set skinner hele tiden. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har været i så god form på dette tidspunkt før den skandinaviske sæsonstart”.

“Og så har jeg talt med George Baker, som er agent for både William Buick og James Doyle, og han er interesseret i at booke ridt for mig også til næste sæson – det kræver, at jeg igen er på plads i meget god tid før selve Dubai World Cup Carnival, men det ville uden tvivl være en stor hjælp at få en agent der dagligt er i kontakt med så mange trænere”.


Oliver Wilson under en arbejdsdag på Marmoom Stables.
Oliver Wilson under en arbejdsdag på Marmoom Stables.

Oliver vender nu hjem til dagligdagen i Skandinavien, og den står i skærende kontrast til hverdagen i Marmoom Stables.

“Der er godt nok 45 minutters transport frem og tilbage hver dag, da Charlie Applebys træningscenter ligger ude i ørkenen, men til gengæld er der ansat grooms til alt det udenomliggende, således at vi ryttere ikke har andre opgaver end at sadle op og ride. Det er ren luksus”.

“Marmoom Stables er et kæmpemæssigt træningscenter med en 1400 meter lang dirt track og 1800 meter lang græsbane. Centeret har egne dyrlæger og beslagsmede ansat, og noget jeg aldrig har oplevet andre steder er, at hestene ikke går med sko til dagligt. De bliver først skoet på selve dagen hvor de skal starte, og skoene pilles så af igen lige efter løbet”.

“Samtlige arbejder på både dirt og sand foregår uden sko, men hestene træder til gengæld heller aldrig på et stykke asfalt, for hele området uden om banerne er dækket af et gummiunderlag. Det er interessant at se, hvordan andre gør tingene”, siger Oliver.

Da der var allermest travlt i Marmoom Stables var der 65 heste i træning på stedet, men to hold er allerede før World Cup-dagen rejst tilbage til Newmarket, og på mandag rejser alle øvrige heste, som ikke starter på dagen hjem.

“Dem der starter i morgen har 30 dages efterfølgende karantæne og må derfor vente til slutningen af april. Dertil har vi en række 2-årige og 2000 Guineas-kandidater, som først flyves til England i maj. De heste der skal starte i 2000 Guineas i Newmarket bliver først fløjet hjem helt op til løbet”.


King David og Oliver Wilson sejrer med syv længder i Jyllandsløbet. Foto: Ole Hindby.
King David og Oliver Wilson sejrer med syv længder i Jyllandsløbet 2018. Foto: Ole Hindby.

I gang 10. april: “Skal kun smide et enkelt kilo”

Oliver Wilson havde i fjor en storartet sæson, navnlig takket være samarbejdet med sin tidligere jockeyrumskollega Marc Stott, og det gode makkerskab fortsætter ufortrødent i 2019.

“Ja, vi har som tidligere en ‘gentleman agreement’ og jeg glæder mig naturligvis til at komme en tur til Aarhus og se hvordan hestene har overvintret. Marc havde jo en række virkelig gode 2-årige heste i fjor, og så har han fået endnu flere nye 2-årige ind nu. Det kan blive en meget spændende sæson for os begge to”, vurderer Oliver, der fortsat har sin base på Klampenborg.

“Her rider jeg først og fremmest ud for mine forældre, og derudover er der forhåbentlig freelance-muligheder på Jägersro, hvor jeg har planlagt at ride ud en gang eller to om ugen. Mod slutningen af 2018 havde jeg et godt samarbejde med Lennart J:r Reuterskiöld, som jeg håber kan fortsætte, og på Øvrevoll red jeg en del for Yvonne Durant”.

“Til gengæld er det aldrig let at få ridt på Bro Park, i hvert fald ikke når det gælder hverdagsløbene, men i storløbssammenhæng er jeg forhåbentlig godt dækket ind med mine nuværende aftaler”.

Første gang vi ser Oliver Wilson tilbage i bøjlerne på en skandinavisk baner bliver den 10. april på Jägersro.

“Jeg fik mig et lille break rent vægtmæssigt i løbet af den første måned i Dubai, men derefter har jeg konstant ligget på omkring 57,5 kilo over vinteren. Jeg skal derfor kun smide et enkelt kilo for at nå kampvægten derhjemme – og jeg glæder mig virkelig meget til sæsonpremieren”, afslutter Oliver Wilson.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top