Happy Legend fra start til mål i Stutteri Hjortebo Dansk Oaks

En dramatisk udgave af Stutteri Hjortebo Dansk Oaks, hvor favoritten Firstof All mistede sin jockey Nicolaj Stott på bagsiden, endte med sejr til Bent Olsen-trænede Happy Legend. Hoppen førte fra start til mål under Carlos Lopez, som overtog ridtet fra afbudsramte Sandro de Paiva.



Happy Legend (Rock Of Gibraltar) var på forhånd ikke spået mange chancer i Hoppernes Derby på Klampenborg.

Hun havde endnu ikke vundet i sin karrieres otte første starter, og det længste hun forinden havde løbet var 2200 meter i et ‘Novis Løb’ den 19. juli, hvor hun sluttede fjerde gennem mål.

Men Happy Legend ramte dagen, og efter føring fra hele vejen kunne hun til slut triumfere med lidt mere end en længdes afstand til Lea Olsen-trænede Sov Gott (Appel Au Maitre) og staldveninden Patience (Frankel), som ligeledes gik sit livs hidtil bedste løb.


Happy Legend og Carlos Lopez på vej ind i tribunesvinget i Stutteri Hjortebo Dansk Oaks. Foto: Burt Seeger.

På fjerdepladsen fulgte næstfavoritten Zarina (Appel Au Maitre), mens den sidste plads i præmierækken tilfaldt Mystique (Moohaajim).

Dermed satte Bent og datteren Lea Olsen sig på samtlige pladser i præmierækken. Faderen som nummer ét og tre; datteren som nummer to, fire og fem.

Da starten gik til Stutteri Hjortebo Dansk Oaks var det med Rikke Rohbach Bondes Derby-2’er Firstof All (Juniper Tree) som soleklar favorit i 17:10.

Tingene så også ud til at gå efter planen for Nicolaj Stott, som ud på bagsiden trak sin hest et godt stykke ud i banen med næstfavoritten Zarina skyggende lige bag sig.

Men kort tid senere forsvandt chancen for at konvertere andenpladsen i Dansk Derby til en sejr i Dansk Oaks, da Firstof All og Sisi (Wentworth) fik kontakt så førstnævnte snublede og Nicolaj Stott røg i græsset.

Heldigvis slap både Firstof All og Nicolaj Stott fra uheldet med mindre knubs.


Happy Legend og Carlos Lopez sejrer i Stutteri Hjortebo Dansk Oaks foran Sov Gott og staldveninden Patience. Foto: Burt Seeger.

Og så tilbage til vindende Happy Legend, som ejes af Bent Olsens mangeårige kunde Lene Christiansen.

Happy Legend fik 150.000 kroner i førstepræmie for sin klassiske triumf, hvilket betød, at hun mere end tredoblede sin samlede indtjening på de to minutter og 36,5 sekunder.

Happy Legend blev handlet efter 2023-udgaven af Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri, hvor hun i første omgang gik tilbage i ringen for 220.000 kroner.

Hun er opdrættet af Eva Isacsson Sjunnessons HorseNature KB i Sverige og fjerde afkom ud af Footstepsinthesand-datteren Sandy Legend.


Carlos Lopez jubler i bøjlerne på Happy Legend efter triumfen i Stutteri Hjortebo Dansk Oaks. Foto: Burt Seeger.

Sandy Legend startede et par gange placeret i Sverige, og hun repræsenterer én af de flotteste og i kroner og øre mest vindende skandinaviske moderlinjer.

Happy Legends mormor er nemlig Funny Legend (Funambule), som vandt 24 gange og blev kåret som Championhoppe i Skandinavien fire år på stribe mellem 2oo4 og 2007. Blandt Funny Legends største triumfer var Stockholms Stora Pris (Gr.3) og Marit Sveaas Minneløp (Gr.3), hvor hun tilmed slog Skandinaviens bedste hingste og vallakker.


Carlos Lopez og Happy Legend modtages af ejer Lene Christiansen efter triumfen i Stutteri Hjortebo Dansk Oaks. Foto: Burt Seeger.

Udover Sandy Legend blev Funny Legend mor til dennes helbror, den dobbelte Listed-vinder Funinthesand, til den danske Derby-2’er og Listed-placerede Rock The Legend (Rock Of Gibraltar), og storløbsplacerede navne som Appel La Légende (Appel Au Maitre) og Funny’s Chap (High Chaparral).

Selv var Funny Legend ud af den norske 2-årsvinder Leap Day Legend (Petorius), og Happy Legends fjerdemor, Stutteri Nippon-opdrættede Chief Legend (Honduras), var vinder i Norge.


Lene Christiansen med sin Oaks-vinder Happy Legend. Foto: Burt Seeger.

Udover Leap Day Legend blev Chief Legend mor til Pramms (L)-vinderen Blue Chief (Blue Alert), Listed-placerede Blue Legend (Blue Alert) og den svenske 1000 Guineas- og norske Kriteriums-vinder Media Legend (Mas Media).

Og for at afrunde Leap Day Legend, så er hun også mor til Creole Legend (Cajun Cadet) og dermed mormor til Mylegend (Binary File), der bl.a. vandt Sceptre Stakes og to gange Fawzia Stakes på Klampenborg, inden hun selv gik i stutteriet på Stutteri Hjortebo.


Happy Legend i ringen som åring på Scandinavian Open Yearling Sale. Foto: Burt Seeger.

Sandy Legend, som fortsat ejes af Eva Isacsson Sjunnessons HorseNature, er i forvejen bl.a. mor til vindende Apple Of My Eye (Appel Au Maitre), og på det kommende Scandinavian Open Yearling Sale den 19. september på York Stutteri fremstiller HorseNature en halvbror til lørdagens Oaks-vinder Happy Legend.

Det er den brune hingst Horizon, som er efter den Breeders’-anmeldte tyske avlshingst Alson (Areion).


Sejrspodiet efter Stutteri Hjortebo Dansk Oaks, med Team Bent Olsen, løbssponsor Iben Hjorth Buskop og ejer Lene Christiansen. Foto: Burt Seeger.

Seneste artikler

Scroll to Top