fbpx

Goffs UK December: Seks handler til Sverige og Danmark

Årets sidste auktion på Goffs UK i Doncaster havde både danske og svenske købsinteresser, og samlet set blev fem løbsheste og en enkelt avlshoppe handlet til Skandinavien.


Anna Pilroth og Tobias Hellgren. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Anna Pilroth og Tobias Hellgren. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det succesrige trænerpar Anna Pilroth og Tobias Hellgren var først på færde, da de sikrede sig hammerslaget på 8.000 pund for lot 32, den 7-årige mørkebrune vallak Cape Caster (Cape Cross), som både er vinder af flad- og forhindringsløb igennem karrieren.

“Han har tidligere været placeret i et af Englands største stayerhandicaps, og han har form der rækker et stykke vej i Skandinavien – både på flad bane og over forhindringer”, sagde Tobias Hellgren efter købet.


Per Hallqvist. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Per Hallqvist. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Kort tid senere sikrede agent Stefan Uppström sig lot 45, den 6-årige brune vallak Brights Park (Mahler), der blev købt for 1.500 pund til svenske Per Hallqvist. Brights Park er sparsomt startet over forhindringer og i enkelt national hunt flat race.

Derefter var det den kommende svenske amatørtræner Alexandra Ferm, som under vejledning af Alan Jack købte lot 53, den 3-årige Casamento-datter Cum Spiro Spero, som har fem starter bag sig som 2- og 3-årig.

Hendes sidste start var over 2000 meter på Redcar den 6. november, og hun fortsætter nu karrieren på Blommeröd. Hammerslaget faldt på 800 pund.

Stefan Uppström var igen på pletten ved lot 90, den 3-årige vallak Roland Rocks (Red Jazz), der blev købt for 2.000 pund på Henrik Engbloms regning.

Roland Rocks er vinder som 2-årig og har både været placeret i England og de Forenede Arabiske Emirater. Han startede senest den 8. november og kommer til Skandinavien med et omregnet handicap på 73.

Klampenborg får et nyt hestenavn tilknyttet i form af den 3-årige hingst Doctor Knox (Dawn Approach), som træner Ian Archer købte for 4.500 pund.

Doctor Knox har været placeret som 3-årig og har bare fire starter bag sig, den seneste var 17. oktober.

“Det er en stærk type, som både har været placeret over 1400 og 2200 meter. Der bør være masser af udvikling i ham til næste år, og han starter ud med et handicap på 74 derhjemme”, fortalte Archer om Doctor Knox, der i øvrigt kommer fra samme moderlinje som skandinaviske topnavne som Master Kid, Kronhjort, Eko Negresco, Reventon og Cantenac.


Don't Stop Me Now (Zamindar) blev købt for 3.000 pund af Stefan Uppström på vegne af Malin Roth. Hun er i fol ved Sir Percy. Foto: GalopSport.
Don’t Stop Me Now (Zamindar) blev købt for 3.000 pund af Stefan Uppström på vegne af Malin Roth. Hun er i fol ved Sir Percy. Foto: GalopSport.

Til slut sikrede opdrætter Malin Roth sig en interessant avlshoppe i 9-årige Don’t Stop Me Now (Zamindar), der er vinder i Frankrig og mor til 3-årsvinderen Franny Nisbet (Mount Nelson).

Hun er desuden halvsøster til Gruppe-3-placerede Gosh (Peintre Celebre), mens moderen, den Listed-placerede Ragazza Mio, er halvsøster til bl.a. Gruppe-1-vinderen I’m Your Man.

Don’t Stop Me Now blev købt for 3.000 pund og hun er i fol ved den engelske Derbyvinder Sir Percy. Købet kom i hus igennem agent Stefan Uppström.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top