fbpx

Goffs Orby Sale: Masser af skandinaviske handler på førstedagen

De skandinaviske kunder stod både for en række køb og salg på førstedagen af Irlands største åringsauktion, Goffs Orby Sale i Kildare Paddocks. Francisco Castro fik tre hingste til stalden på Jägersro, Bente og Magne Jordanger både købte og solgte, mens The Nordic Partnership endnu engang blev godt betalt for et pinhook.


Lot 41, hingst efter Churchill. Køber: Stald Seaside. Foto: Goffs.

Med danske Stald Seaside ved sin side sikrede Francisco Castro sig i første omgang lot nummer 41, en brun hingst efter Churchill (Galileo), som blev handlet for 100.000 euro.

Hingsten er ud af Gruppe-3-vinderen Race For The Stars (Fusaichi Pegasus) og trekvartbror til Listed-vinderen Sir John Lavery (Galileo) og halvbror til Listed-placerede Momentus (Montjeu).

Francisco Castro sammen med Seaside-trioen Frederik Jakobsen (til venstre), Michael Jakobsen og Peter B. Rasmussen. Foto: Alex Cairns / ITM.

Endvidere er Race For The Stars ud af Canadian Oaks (Gr.1)- og Queen’s Plate (Gr.1)-vinderen La Lorgnette (Val de l’Orne) og dermed halvbror til både den tredobbelte Gruppe-1-vinder Hawk Wing (Woodman) og til Listed-vinderen Alexandrina (Conquistador Cielo), som igen er mor til Canadian International (Gr.1)-vinderen Thornfield.


Lot 56, hingst v. Union Rags. Køber: Mac Racing.

Bare 15 lot senere slog Castro til igen med hammerslaget på 50,000 euro for en brun amerikanskfødt hingst efter Union Rags (Dixie Union) og ud af den Grade-3-vindende Pulpit-datter Ruthenia.

Ruthenia, som er helsøster til Del Mar Oaks (G1)-vinderen Rutherienne, er i forvejen mor til Eddie Logan Stakes (L)-vinderen Pubilius Syrus (Candy Ride) og Tropical Park Oaks-vinderen Our Bay B Ruth (Candy Ride).

Den brune hingst blev fremstillet på Goffs Orby Sale efter at han gik tilbage for $35,000 som føl på Keeneland i november.

Castro købte hingsten på vegne af sin mangeårige kunde Paul Jarlsbo i Mac Racing.

Lot 17. Hingst v. Advertise. Køber: Mac Racing. Foto: GalopSport.

Og det var netop også Jarlsbo, som senere igennem en privat handel også fik ejerskabet af lot 17, en brun hingst efter Advertise (Showcasing) ud af den ustartede Holy Roman Emperor-datter Pearly Empress.

Hingståringen er halvbror til to vindere ud af lige så mange startende, og Pearly Empress er ud af Prix Vermeille (Gr.1)-vinderen Pearly Shells (Efisio), og halvsøster til Gruppe-3-vinderen Pearl Banks (Pivotal), som igen er mor til den irske championhoppe og Matron Stakes (Gr.1)-vinder Pearls Galore.

For Francisco Castro er det heller ikke uvæsenligt, at Pearly Empress også er halvsøster til Propaganda, som igen er mor til staldens helt store stjerne de seneste sæsoner, Listed-vinderen Pusjkin (Muhaarar).


Lot 86, hoppe v. Ghaiyyath. Køber: Stall Perlen.

Norske Bente og Magne Jordanger var ikke i markedet for at handle til Skandinavien i denne omgang, men det blev til gengæld til indkøb af både en hoppe efter Ghaiyyath (Dubawi) og en hingst efter Showcasing (Oasis Dream) til Richard Hannon i Newmarket.

Hoppen, lot 86, kostede 360,000 euro og er andet afkom ud af den Listed-placerede franske hoppe Shenoya (Zoffany) fra samme moderlinje som Champion Stakes (Gr.1)-vinderen Bay Bridge.

Lot 98, hingst v. Showcasing. Køber: Stall Perlen.

Hingsten, lot 98, blev købt for 170,000 euro og er andet afkom ud af So You Think-hoppen So You Dream, der er halvsøster til Looking Back (Stravinsky).

Looking Back er selv mor til den tredobbelte Gruppe-1-vinder Rip Van Winkle (Galileo) og fra samme moderlinje som Gruppe-1-vinderne African Story, Kingsbarns og Kameko.

Bente og Magne Jordanger var også i sælgerens rolle på førstedagen, hvor de igennem Kellsgrange Stud fremstillede en Lope De Vega-helbror til årets norske Derby- og St. Leger-vinder Ami De Vega.

Lot 218, en helbror til årets norske Derby- og St. Leger-vinder Amie Noire.

Hingsten, der er ud af den tidligere championhoppe og flerdobbelte Listed-vinder Amie Noire (Soldier Of Fortune), blev solgt for 150,000 euro til Barry Lynch.

Bente og Magne Jordanger sælger onsdag også lot 400, en hingst efter Mehmas (Acclamation), og under torsdagens Book 2 sender de en Saxon Warrior-hingst ud af championhoppen Appelina (Appel Au Maitre) gennem ringen på Goffs.


The Nordic Partnerships hoppeåring efter Kodi Bear blev solgt for 90,000 euro til amerikanske Justin Casse. Foto: Coulonces Sales.

Slutteligt skal det med, at The Nordic Partnership – bestående af familien Sundströms Coulonces Sales, Pia og Henrik Stork samt The JC Organization, endnu engang havde succes med et pinhook.

Lot 142, en brun hoppe efter Kodi Bear (Kodiac), blev solgt for 90,000 euro til den amerikanske agent Justin Casse, efter at hun i november i fjor blev købt for 42,000 euro på Goffs November Foal Sale.

The Nordic Partnership solgte tidligere på auktionssæsonen en hingst efter Havana Gold (Teofilo) med stort set samme profit i Doncaster, og onsdag venter endnu tre pinhooks på at gå igennem ringen.

En hoppe efter Invincible Spirit, en hingst efter Shaman og endnu en hoppe efter Starspangledbanner.

Samlet set handlede de skandinaviske kunder for lidt mere end 700.000 euro i løbet tirsdagen.

Goffs Orby Sale Book 1 fortsætter onsdag, hvorefter Book 2 tager over torsdag og fredag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top