fbpx

Goffs: Nye føl til Tsang og 360 North Horse Racing

Tredjedagen af Goffs November Sale bød på nye handler af både Darren Tsang og 360 North Horse Racing, som købte føl efter henholdsvis Dark Angel og Gleneagles.


Darren Tsang med sit hoppeføl efter Dark Angel. Foto: Filip Zwicky Agency.

Darren Tsang lagde ud med lot 652, en hoppe efter evigt populære Dark Angel (Acclamation) og ud af Diktat-datteren Elshabakiya, der var vinder og placeret anden i både October Stakes (L) og Heros Spring Cup (L).

Elshabakiya er i forvejen mor til to startende afkom, herunder en vinder efter Invincible Spirit, og kommer fra samme familie som Prix Morny (Gr.1)-vinderen Myboycharlie og The Galaxy (Gr.1)-vinderen Snowland.

“Hoppeføllet skal ligesom føllet vi købte i mandags blive i Irland og fremstilles på en af næste efterårs auktioner”, siger Darren Tsang, der opnåede et hammerslag på 30.000 euro for Dark Angel-datteren.



360 North Horse Racings hingstføl efter Gleneagles få minutter før han blev solgt i ringen. Foto: Filip Zwicky Agency.

Senere på onsdagen slog 360 North Horse Racing også til igen, denne gang på lot 708, en brun hingst efter Coolmores firedobbelte Gruppe-1-vinder Gleneagles (Galileo).

Hammeren faldt på 80.000 euro for hingsten, der er halvbror til to vindere og ud af en halvsøster til Oh So Sharp Stakes (L)-vinderen Selinka (Selkirk), der igen er mor til den dobbelte Gruppe-3-vinder Hit The Bid.

“Han skal ligesom vores nyerhvervede Mastercraftsman-hoppe tilbage til Irland til næste år, men i første omgang går hestene til York Stutteri som led i en spændende, ny pinhook-strategi”, siger 360 North Horse Racings Nils Jansson, der totalt handlede føl for 145.000 euro og ved købet af Gleneagles-hingsten vandt budduellen mod Coolmore.




Goffs November Sale fortsætter torsdag og fredag med salg avlshopper, hvorefter fredagen afrundes med endnu en følsession.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top