fbpx

Goffs: Fire handler til Danmark og Norge på førstedagen af Autumn Yearlings

Førstedagen af Goffs Autumn Yearling Sale i County Kildare bød på fire skandinaviske handler. Én hver til Lea Olsen og Kaj Sørensen i Aarhus, samt to til Niels Petersen på Øvrevoll.


Lea Olsen og Ole Torkdahls hoppe efter Dark Angel. Foto: GalopSport.

Lea Olsen var sammen med Ole Torkdahl de første skandinaver i markedet, da de for 22,000 euro fik hammerslaget på lot 211, en brun hoppe efter Dark Angel (Acclamation) ud af den ustartede New Approach-datter Overtones.

Overtones er selv ud af Grade 2- og 3-vinderen Innuendo (Caerleon) og halvsøster til Grade-2-vinderen Criticism (Machiavellian) og Listed-vinderen Peacoat (Doyen).

Criticism er siden blevet mor til bl.a. den tyske topstayer og Listed-vinder Magical Touch.

Tredjemoderen til Ole Torkdahls nyinvestering er den fremragende Shirley Heights-datter Infamy, som blandt sine syv karrieresejre triumferede i både Rothman’s International Stakes (Gr.1) og Sun Chariot Stakes (Gr.2), Gordon Richards Stakes (Gr.3), og hun var desuden 2. i Coronation Cup (Gr.1).

I stutteriet har Infamy produceret 11 vindere, heriblandt Prix de Royallieu (Gr.2)-vinderen Moon Queen, som igen blev mor til Gruppe-3-vinderen Beauty Parlor og Listed-vinderen The Brothers War, samt til den italienske 2-årschampion Barafamy og Listed-vinderen Rostropovich.


Lot 249, en brun hingst efter den Gruppe-1-vindende sprinter Sands Of Mali, blev købt for 29,000 euro af Kaj Sørensen på Jydsk Væddeløbsbane. Foto: Goffs.

Efter Lea Olsen og Ole Torkdahl kom turen til Aarhus-parret Joan og Kaj Sørensen, som med god assistance fra Jørgen Tølbøll og Henrik H. Pedersen købte lot 279, en brun hingst efter Sands Of Mali (Panis) for 29,000 euro.

Den veltrukne hingst er ud af Unfuwain-datteren Sahool, som bl.a. vandt Chalice Stakes (L) og var anden i Ribblesdale Stakes (Gr.2) og Lancashire Oaks (Gr.2), og hun er i forvejen mor til Cumberland Lodge Stakes (Gr.3)-vinderen Laraaib (Pivotal) og mormor til Stakes-vinderen Alnaseem (Shamardal).

Sahool er desuden halvsøster til Alikhlas, som igen er mor til den dobbelte Gruppe-2-vinder og avlshingst Gutaifan, og til Nasanice, der har produceret den dobbelte Hardwicke Stakes (Gr.2)-vinder Maraahel.

Yderligere Gruppe-1-vindere på katalogsiden omfatter Lockinge Stakes-vinderen Mustashry og Gran Premio del Jockey Club-vinderen Ventura Storm.


Lot 449, en brun hingst efter Kuroshio, blev købt for 30,000 euro af Edgar Byrne og Niels Petersen. Foto: ITM.

Niels Petersen brugte sammen med sin agent Edgar Byrne det meste af onsdagen på at vente, men de var til gengæld knivskarpe da det endelig gjaldt i ringen, og inden for et kvarter sikrede de sig både lot 449 og 455.

Lot 449 er en brun hingst efter australsk-opdrættede Kuroshio (Exceed And Excel) ud af 3-årsvinderen Ballet Dancer (Refuse To Bend).

Ballet Dancer er mor til fire vindere, og hendes egen mor Showlady (Theatrical) er en Grade-3-vindende helsøster til Blandford Stakes (Gr.2)-vinderen Humbel og halvsøster til den amerikanske Championhoppe og firedobbelte Gruppe/Grade-1-vinder Escena.

Petersen og Byrne sikrede sig Kuroshio-hingsten for 30,000 euro på vegne af et nyt konsortium i stalden på Øvrevoll.


Lot 455, en brun hingst efter U S Navy Flag, blev købt for 32,000 euro til samme ejerkonstellation som står bag Manoustie-vinderen Rockofthemountain.

Petersen og Byrne slog kort tid efter til igen, denne gang med hammerslaget på 32,000 euro for en brun hingst efter U S Navy Flag (War Front) ud af Sadler’s Wells-datteren Before The Storm.

Hingståringen er halvbror til seks vindere, og Before The Storm er bl.a. halvsøster til Listed-vinderen Valentine Girl (Alzao) fra samme moderlinje som Coronation Cup (Gr.1)-vinderen Sunshack, Prix Royal-Oak (Gr.1)-vinderen Raintrap og adskillige øvrige Gruppeløbsvindere.

U S Navy Flag-hingsten blev købt på vegne af norske Stall United, som allerede har haft god succes i år med en anden søn af Coolmores War Front-søn i form af Manoustie-vinderen Rockofthemountain.

Edgar Byrne signerer for lot 455 med Niels Petersen i baggrunden. Foto: ITM.

De fire skandinaviske handler på førstedagen af Goffs Autumn Yearling Sale fulgte efter to køb dagen forinden på Goffs Autumn Horses In Training Sale af henholdsvis Jørgen Tølbøll og Oscar Berneklint.

Jørgen Tølbøll købte for 8,500 euro lot 62, den 3-årige fukse vallak Lasting Peace (Helmet), og Oscar Berneklint sikrede sig gennem sin agent Paul Harley lot 133, Zoustar-sønnen Sea Spray (Zoustar) for 3,500 euro.

Anden- og sidstedagen af Goffs Autumn Yearling Sale finder sted torsdag fra kl. 11 skandinavisk tid.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top