fbpx

Giuseppe fremragende i Pokalløb

Giuseppe Piazzi havde aldrig tidligere startet over 1800 meter, men med god hjælp fra staldkammeraten Coat Of Arms blev Det 118. Pokalløb (L) en styrkeprøve, som Galileo-sønnen kom ud af som klart den bedste.


Giuseppe Piazzi/Sara Slot vinder Falkonertjenesten.dk Pokalløb (L) foran Jubilance/Mark Larsen og Coat Of Arms/Marcos Robaldo. Foto: Burt Seeger.

Løbet blev nemlig fra start styret af Coat Of Arms, som Marcos Robaldo red offensivt og hurtigt tog en lang føring med henover bagsiden.

Forhåndsfavoritten Learn By Heart fik vanen tro en langsom start, men fik hurtigt kontakt med de fire øvrige, som på afstand fulgte Coat Of Arms.

Pokalløbsfeltet med Giuseppe Piazzi længst til venstre. Foto: Burt Seeger.

Ind på opløbsstrækningen holdt Coat Of Arms fortsat godt ved, og på dette tidspunkt så både invendige Chantaraman og udvendige Jubilance ud til, at kunne udgøre en reel trussel i kampen om sejren.

Men så dukkede Giuseppe Piazzi op.

Han var sidst ind på opløbsstrækningen, men det hårde udgangstempo havde passet ham perfekt, og Sara Slot kunne over de sidste 150 meter bare nyde rejsen.

Giuseppe Piazzi modtager et fortjent brusebad af Charlotte Velin efter magtdemonstrationen i Klampenborgs Pokalløb (L). Foto: Burt Seeger.

Giuseppe Piazzi vandt på besnærende vis med små tre længder foran Jubilance, som Mark Larsen kort før mål fik presset en halv længde foran Coat Of Arms, mens Chantaraman blev fjerde.

Monte Carlo fik den sidste præmie, mens Learn By Heart endte sidst og måske havde starten i Stockholms Stora Pris (Gr.3) en anelse for tæt på.

For Giuseppe Piazzi var starten i Falkonertjenesten.dk Det 118. Pokalløb (L) blot hans 12. i karrieren, og den 7-årige hingst har nu vundet de otte.

“Nu gælder det Scandinavian Open Championship den 10. august, hvor jeg også starter Christmas og muligvis en enkelt hest mere”.

Flemming Velin tager imod sin Galileo-søn Giuseppe Piazzi efter sejren i Falkonertjenesten.dk Pokalløb (L). Foto: Burt Seeger.

“Jeg har allerede booket Per-Anders Gråberg til at ride Christmas, mens det endnu står åbent omkring Giuseppe Piazzi“, sagde Flemming Velin, som hidtil har haft en meget flot sæson med tre sejre, en anden- og to tredjepladser i ni starter.

Familien Velin vandt i 2014 Pokalløb (L) med deres nuværende avlshingst Wentworth (Acclamation), som på daværende tidspunkt var trænet af Bettina Andersen.

Sara Slot og Flemming Velin modtager ærespræmier fra løbssponsor Flemming Salomonsen. Foto: Burt Seeger.

Sara Slot vandt her sin første sejr i Pokalløb (L), men hun har til gengæld tidligere vundet Scandinavian Open Championship (Gr.3) – det var med Halfsong i 2006.


GIUSEPPE PIAZZI (IRE)
brun hingst 2012
v. Galileo (Sadler’s Wells)
1. mor Belesta (Xaar)
2. mor Bellardia (Bellypha)
3. mor Lerida (Riverman)
Fjerde sejr på Klampenborg i 6. start.
Ottende karrieresejr i 12 starter.
921.878 DKK.
Ejer: Majken & Flemming Velin.
Træner: Flemming Velin.
Opdrætter: Rockhart Trading Ltd.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top