fbpx

Gigantføring holdt akkurat ikke

Ann-Charlotte Nielsen havde en klar plan fra start af fredagens Master Kid Handicap over 2750 meter i Århus. Hun var i sadlen på sin egentrænede Cambuslang, der straks fra start blev sendt af sted i et hårdt tempo i den regnbløde bane, og snart var konkurrenterne næsten en halv banelængde bagude.


Føringen er vel sjældent set lige på Jydsk Væddeløbsbane, og da Cambuslang ramte opløbet for sidste gang, var en del af det resterende felt knap nok nået til opløbssvinget. Gassen gik dog af ballonen for Cambuslang, der på trods af en fortsat klar føring midt i opløbet, til sidst gik helt i stå og måtte se næsten hele feltet gå forbi på de sidste meter.

I stedet gik sejren til Tina Mortensen-trænede Be My Conscience, der i Marc Stotts fravær blev redet af amatørrytter Amanda Harbjerg uden for totalisatorspillet. Sejren i totalisatoren gik til andenhesten gennem mål, Polemic/Pia Gram, foran Alnitak/Lea Olsen og Teitur/Anders Bager. Førstepræmien i opgøret var 17.600 kroner.


Lea Olsen i Efterårsstayeren

Efterårsstayeren over 2150 meter blev vundet af formstærke Lea Olsen på ryggen af Jane Grove-trænede Keep On Flying. Efter endnu en medrivende opløbskamp fik Lea Olsen presset Keep On Flying foran sejrsmaskinen Morning Sun/Pia Gram, hvorefter der var et godt stykke vej til Mollie Jo/Tinna Hovgaard på tredjepladsen.


Dorthe Andersen afsluttede på Joe Rich

Aftenens sidste opgør, Efterssprinten over 1550 meter, gav fynsk sejr til Jette Mose Hansen-trænede Joe Rich, der under Dorthe Borup Andersen trak det længste strå i kamp med John Nielsen-trænede Angie’s Nap/Ann-Charlotte Nielsen. John Nielsen besatte også løbets tredjeplads med Parbold Hill/Rikke Munk Sørensen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top