fbpx

Garcon Derbyklar!

Med en overbevisende halvanden længdes sejr i lørdagens Derby Trial Stakes i Klampenborg, gav Flemming Poulsen-trænede Garcon endnu et bevis på, at han er en hest at regne med i Dansk Derby den 12. august.


Garcon og Per-Anders Gråberg vinder Derby Trial Stakes foran Reliable Carlras og Queen Lilly. Foto: Burt Seeger.
Garcon og Per-Anders Gråberg vinder Derby Trial Stakes foran Reliable Carlras og Queen Lilly. Foto: Burt Seeger.

Under Per-Anders Gråberg var Appel Au Maitre-sønnen først rundt tribunesvinget, som han tacklede topprofessionelt i sit andet forsøg, og selv om Reliable Carlras/Nicolaj Stott en overgang var helt oppe på siden og forbi i opløbet, kæmpede Garcon ufortrødent videre og trak igen fra op mod målstregen.

Reliable Carlras blev anden med halvanden længdes afstand til Queen Lilly/Oliver Wilson, mens Lea/Elione Chaves og Appcor/Jan-Erik Neuroth tog de sidste præmier.

Garcon havde med sit handicap på 77 allerede forud for Derby Trial Stakes sikret sig en plads i Derbyfeltet, og han er derfor ikke afhængig af handicapper Nicholas Cordreys dom over løbet.

Træner Flemming Poulsen og ejerkredsen bestående af Rita Mathiassen og Lone og Jens Westh tager imod Garcon og Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.
Træner Flemming Poulsen og ejerkredsen bestående af Rita Mathiassen og Lone og Jens Westh tager imod Garcon og Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Derby Trial Stakes-vinderen er opdrættet af Stutteri Hjortebo og ud af Montjeu-datteren Acqualina Beauty, som i forvejen har produceret Oaks-2’eren Beauty Award (Academy Award) og årets Breeders’ Cup-vinder Steinway (Appel Au Maitre). Garcon har derfor ikke talentet fra fremmede, og han har efter en 2-årssæson på det jævne virkelig forbedret sig i 2018.

Skulle vejret stik mod alle forventninger slå om i løbet af de næste tre uger, vil det heller ikke skabe panderynker hos træner Flemming Poulsen, som rent faktisk har sukket efter noget vand i banen til Garcon.

Med lørdagens sikre triumf viste Garcon dog, at han kan levere varen på selv det hurtigste græsunderlag, og han står derfor ualmindeligt godt rustet til Derbyet.

“Nu håber vi bare på, at vi kan få Per-Anders Gråberg på ham igen – men det afhænger jo af, hvad Niels Petersen eventuelt gør”, sagde Garcons medejer Peter Mathiassen, som aldrig tidligere har ejet en Derbyvinder – men han har til gengæld opdrættet to af slagsen i form af legendarisk Rossard i 1983 og senest i 2000 med Vetrotex.

Giver Garcon Flemming Poulsen Derbysejr nummer fem den 12. august?. Foto: Burt Seeger.
Giver Garcon Flemming Poulsen Derbysejr nummer fem den 12. august?. Foto: Burt Seeger.

Netop Vetrotex var i træning hos Flemming Poulsen, der forinden også havde vundet Dansk Derby med Palatal i 1996.

Palatal vandt ligeledes Svenskt Derby, og Poulsens fjerde Derbysejr blev vundet i 2005 med Albany Hall på Jägersro.

2018 har i det hele taget været et fornemt år for Flemming Poulsen, der med blot otte heste i træning har opnået fire sejre samt otte yderligere anden- og tredjepladser i blot 16 starter.


Snowy aflægger maidentitlen i hænderne på Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.
Snowy aflægger maidentitlen i hænderne på Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Poulsen fik endnu en vinder på dagen med 4-årige Snowy (Mingus), der endelig fik aflagt maidentitlen under Per-Anders Gråberg.

Poulsen og Gråberg var tæt på at lave et hattrick sammen i årets Super Sprint, hvor Flower Spring dog måtte se sig henvist til tredjepladsen med hals af Dawn Raid/Nicolaj Stott og Helle Angel/Jacob Johansen.

Hills And Dales vinder Stratford-On-Avon foran Prime Red og Ambiance. Foto: Burt Seeger.
Hills And Dales vinder Stratford-On-Avon foran Prime Red og Ambiance. Foto: Burt Seeger.

Per-Anders Gråberg nåede alligevel tre dagssejre, idet han i Stratford-On-Avon Ærespræmie vandt med Hans-Inge Larsens Hill And Dales.

Pull In Carlras vinder foran Barnaby. Foto: Burt Seeger.
Pull In Carlras vinder foran Barnaby. Foto: Burt Seeger.

Inge Mette Dejgaard, der træner Super Sprint-vinderen Dawn Raid, var endnu en tur vindercirklen med Pull In Carlras, der under Carlos Lopez akkurat holdt Barnaby/Marcos Ronaldo bag sig.

Dream'run og Oliver Wilson når akkurat frem og besejrer Warp Core og Valde. Foto: Burt Seeger.
Dream’run og Oliver Wilson når akkurat frem og besejrer Warp Core og Valde. Foto: Burt Seeger.

En ny sejr blev det også til for Bettina Andersens Dream’run, som under en heftig afslutning for Oliver Wilson nåede op på målstregen og besejrede Warp Core/Per-Anders Gråberg og Valde/Elione Chaves.

Tumblin' Dice holder Nephertiti bag sig. Foto: Burt Seeger.
Tumblin’ Dice holder Nephertiti bag sig. Foto: Burt Seeger.

Endelig vandt Tumblin’ Dice også årets første sejr i sjette forsøg.

Jossan Landgren red Matz Nilssons 10-årige vallak til sejr med hals foran Maria Olssons Nephertiti/Martin Rodriguez.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top