fbpx

GalopSports præsentation af de nominerede 2-årige til Hestesportens Galla

Som optakt til Hestesportens Galla, der afholdes lørdag den 10. februar på Hermans Tivoli Friheden i Aarhus, bringer GalopSport en præsentation af hver af de nominerede kandidater i kategorierne Årets 2-årige, 3-årige og Ældre Hest. Der lægges ud med den yngste årgang.


BIOT (DEN)
Brun vallak født 21. februar 2021
City Light – Brimbelle / Clodovil
Ejer: Dorte & Keld Moe Jacobsen
Opdrætter: Stald Jupiter
Træner: Lea Olsen, Aarhus
Handicap: 80
Præmier i 2023: 220.500 DKK
Største sejr: Dansk Kriterium, Klampenborg

Biot og Jacob Johansen på vej mod sejren i Herman Sallings Mindeløb Dansk Kriterium. Foto: Burt Seeger.

Biot er opdrættet af Nina Falck og Gert Larsens Stald Jupiter på Fyn og var anmeldt til Scandinavian Open Yearling Sale i 2022, men udgik før auktionen og blev siden købt privat af Dorte og Keld Moe Jacobsen. Moderen Brimbelle er dobbelt vinder i Frankrig og halvsøster til Listed-placerede Baptista.

Biot debuterede på sin hjemmebane på Jyllandsløbsdagen den 2. juli i Stutteri Hjortebo 2-års Grand Prix, hvor han efter en mislykket start fløj forbi de fleste af sine konkurrenter rundt opløbssvinget. Han manglede endnu at fange sin staldkammerat, storfavoritten Giovanni Torkdahl, men det lykkedes akkurat på målstregen.

Også i sin næste start mødte Biot en række Breeze Up-importer i Goffs Futurity Stakes på Derbydagen i Klampenborg, og hér blev det til en fjerdeplads bag Lord Mountbatten, King Of Ten og Great Green Rose.

En lille måned senere var Biot atter tilbage på Klampenborg, og i sit første forsøg mod ren skandinaviskopdrættet modstand hjemtog han Herman Sallings Mindeløb Dansk Kriterium med halvanden længdes afstand til My Fortune og Brigadier.

I årets sidste start den 14. oktober endte han som fjerde i Vinterfavoritternes Ærespræmie bag My Fortune, Soft Gallery og Kis.

I videoen herunder kan du gense Biot vinde Herman Sallings Mindeløb Dansk Kriterium:


BRIGADIER (DEN)
Brun hingst født 23. marts 2021
Moohajim – Queens / Philomatheia
Ejer: Lone Kaj-Nielsen
Opdrætter: Stutteri Hjortebo
Træner: Bent Olsen, Klampenborg
Handicap: 82
Præmier i 2023: 346.750
Største sejr: Dansk Galops Auktionsløb

Brigadier og Elione Chaves på vej mod triumfen i Dansk Galops Auktionsløb. Foto: Burt Seeger.

Brigadier er opdrættet på Stutteri Hjortebo og blev købt for 320.000 kroner af Lone Kaj-Nielsen på Scandinavian Open Yearling Sale i 2022. Han er første startende afkom ud af den mange gange storløbsplacerede hoppe Queens, som selv bl.a. er halvsøster til Derbyvinderen Iron Butterfly.

Brigadier fik sin debut over 1400 meter på Klampenborgs Derbydag, hvor han i Boutique Bolou 2-års Maidenserien blev slået efter kamp med hals af rutinerede Call Me Al.

Han blev herefter sendt direkte ud i storløbssammenhæng, og efter at have ført en stor del af vejen i Herman Sallings Mindeløb Dansk Kriterium, endte han til slut som tredje bag Biot og My Fortune, men foran staldveninden Kis, som forinden havde vundet Stutteri Hjortebo Produce Stakes og siden fulgte op med sejr i Breeders’ Trophy Juvenile.

Årets tredje og sidste start var i Dansk Galops Auktionsløb – det bedst betalte 2-årsløb i Skandinavien – og hér var Brigadier uden konkurrence i kampen om førstepræmiens 300.000 kroner. Han sejrede overlegent med syv længders afstand til Swedish Calypso og Bianca og blev belønnet med et handicap på 82.

I videoen herunder kan du gense Brigadier vinde Dansk Galops Auktionsløb:


GIOVANNI TORKDAHL (IRE)
Fuks hingst født 18. maj 2021
Lope De Vega – Carte De Visite / Street Cry
Ejer: Ole Torkdahl
Opdrætter: Newtown Anner Stud
Træner: Lea Olsen, Aarhus
Handicap: 83
Præmier i 2023: 187.572 DKK
Største sejr: Skånelandlöpning

Giovanni Torkdahl og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Giovanni Torkdahl blev handlet for 20,000 pund af Ole Torkdahl på Doncasters Breeze Up Sale i april 2023. Han har en gennemgående amerikansk moderlinje, og hans mor er bl.a. halvsøster til Breeders’ Cup Classic-vinderen Raven’s Pass og til moderen til den svenske Derbyvinder Bullof Wall Street.

Giovanni Torkdahl blev årets første 2-årsvinder i Danmark, da han let med seks længder aflagde maidentitlen over 1100 meter på Klampenborg. Derefter var han klar favorit til at vinde Stutteri Hjortebo 2-års Grand Prix på Jyllandsløbsdagen, men blev på de sidste meter overrumplet af staldkammeraten Biot.

I sin tredje start tog Giovanni Torkdahl den sidste præmie i Goffs Futurity Stakes på Klampenborgs Derbydag, og foran sig havde han bl.a. de senere storløbsvindere Lord Mountbatten, King Of Ten og Biot.

Ovenpå starten i Goffs Futurity Stakes fik Giovanni Torkdahl to måneders løbspause, og han vendte tilbage den 7. oktober med en let fem længders sejr på Klampenborg foran Finn Ind Forever og Imola.

I årets sidste start blev hingsten for første gang forsøgt på Jägersros dirt track, og det resulterede i en ny fem længders triumf – denne gang i Skånelandlöpning over 1600 meter. En præstation, som fik hingstens handicap til at stige fra 76 til 83.

I videoen herunder kan du gense Giovanni Torkdahl vinde Skånelandlöpning:


MY FORTUNE (DEN)
Fuks vallak født 14. marts 2001
Appel Au Maitre – Neo Nebula / Titus Livius
Ejer: My Stable, A&O Kirk, Hotel Fortunen
Opdrætter: Stutteri Hjortebo
Træner: Bettina Andersen, Klampenborg
Handicap: 83
Præmier i 2023: 417.155 DKK
Største sejr: Svenskt Kriterium

My Fortune og Oliver Wilson på vej mod Kriteriums-sejren på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

My Fortune er opdrættet på Stutteri Hjortebo og blev købt privat gennem Bettina Andersen som åring. Han er halvbror til tre øvrige vindere i form af Derby-3’eren Lucy Liu, Sceptre Stakes-vinderen Margrethe og klassisk- og Breeders’-placerede Giant Fortune.

My Fortune startede udelukkende i storløbssammenhæng i fjor og lagde direkte ud i Stutteri Hjortebo Produce Stakes med en andenplads bag Kis. Derefter blev det til en ny andenplads i Herman Sallings Mindeløb Dansk Kriterium, denne gang bagved Biot, men foran Brigadier og Kis.

Sidenhen så My Fortune sig ikke tilbage, og han afsluttede 2023 med to storløbstriumfer på stribe. Den første i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg, hvor han trak fra med fem længders afstand til Soft Gallery, Kis og Biot, og sidenhen i Svenskt Kriterium på Jägersro, hvor han mestrede dirten med en lige så overlegen sejr foran Chelsea Morning og hidtil ubesejrede Zidane.

My Fortune havde fået et handicap på 80 efter Vinterfavoritterne, og det blev hævet yderligere til 83 efter opvisningen i årets sidste start.

I videoen herunder kan du gense My Fortune vinde Svenskt Kriterium:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top