fbpx

Fynsk succestræner får sin ilddåb på Sveriges Derbydag

Ikke mange galoptrænere har en sejrsprocent på 75 på denne side af sæsonen, men der findes dags dato én i det ganske land – den fynske amatørtræner Sarah Langholm Hornstrup med tre sæsonsejre i fire starter forud for den svenske derbydag i overmorgen.


Eneste nederlag i indeværende år kom indledningsvis i juli med sæsondebuterende Hongkong Dragon, som var første hest udenfor præmierækken i H C Andersen Løbet på hendes hjemmebane i Odense.

”Løbet har gjort ham godt”, fortæller Sarah Langholm Hornstrup. “Han udvikler sig fortsat, og jeg tror han har en god fremtid foran sig. Det er første gang, at han skal starte på Jägersro”.

”Rikke Rohbach Bonde kender ham fra løb i Aarhus i fjor. Jeg tror godt, han kan være med deroppe”, vurderer den fynske hobbytræner.

Sarah Langholm Hornstrup købte Mingun-sønnen i Bent Olsens stald sidste efterår, ikke langt efter Dansk St. Leger, hvor Hongkong Dragon var tredje til Sergel og Sådan.


"Match Race"-sejr til Queens Birthday/Nicolaj Stott foran Vera Volkova/David Parkes i Kahyl Valpréløb. Foto: Ole Hindby.
“Match Race”-sejr til Queens Birthday/Nicolaj Stott foran Vera Volkova/David Parkes i Kahyl Valpréløb. Foto: Ole Hindby.

”Turen til den svenske derbydag er dog bygget op omkring Queens Birthday”, fortæller Sarah.

Queens Birthday har fejet alt modstand af bordet i år med tre imponerende sejre i tre starter.

Hun blev også købt i Klampenborg, hvor hun i regi Hanne Bechmann som bedst blev fjerde i debuten, en længde bag den senere norske 2000 Guineas-vinder Brownie.

”Hun har været helt forrygende, det havde jeg slet ikke set komme”, siger Sarah Langholm Hornstrup. “På lørdag skal hun i den grad bekende kulør, hun har aldrig mødt modstand af den kaliber”.

Franskfødte Queens Birthday aflagde maidentitlen i debuten for den fynske familiemor, med tre børn og en mand som er beslagsmed. Det skete i Aarhus, to længder klar af Aros på andenpladsen, inden det blev sejr i det fynske, halvanden længde foran den tidligere derbyvinder Sir Henry.

Så gik turen atter til Smilets By, til Valpreløbet og matchen mod Vera Volkova, som Queens Birthday vandt efter behag.

”Vi var også glade, men der manglede ligesom et eller andet. Jeg ville gerne have set hende presset, men det var ikke nødvendigt i det to hestes opgør. Nicolaj red fortræffeligt taktisk, og hoppen afgjorde nemt på speed”, beretter Sarah.

”Det bliver utroligt spændende at se hende i Margareta Wettermarks Minneslöpning i overmorgen. Der løbes om præmier, som jeg aldrig har været i nærheden af tidligere med en hest, og så på en derbydag”.

”Der kommer nok lidt nerver på højkant, men du kan tro vi glæder os i familien. Queens Birthday har prøvet Jägersro førhen, for hendes tidligere træner, så jeg tror ikke banen bliver noget problem”.

”Vi har 23 heste herhjemme. Jeg har været med i galopsporten i mange år. Arbejdede for længe siden på det daværende fuldblodsstutteri Sottrup i Sønderjylland. Nu bor vi i Søndersø med kanon forhold til hestene, og kun 10 minutter fra Fyens Væddeløbsbanes bestyrelsesformand Jørn Borch, hvor der er ideelle træningsbetingelser. Jeg kan ikke ønske det bedre”, afslutter Sarah Langholm Hornstrup.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top