fbpx

Fredrik Reuterskiöld: “Sporten tilhører hesteejerne”

På lørdag afholder Svensk Galopp ordinær generalforsamling, og det altoverskyggende emne, er oplægget til en ny bane i Skåne. Men også organisationens overordnede økonomi og fordelingen af præmiepengene er noget der optager mange aktive. “Nu skal vi for alvor passe på, at der ikke er flere ejere, som forlader sporten”, siger Jägersro-træner Fredrik Reuterskiöld til GalopSport.


Fredrik Reuterskiöld med ejerkredsen bag 3-årige Lamborghini BF efter sejr på Pramms-dagen 2024. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Uden hesteejere er der heller ingen opdrættere, trænere, jockeys med mere. Svensk Galopp er nødt til at agere anderledes med de ca. 180 millioner kronor de hvert år får tilført fra ATG”.

“Først og fremmest må der tænkes i præmiepenge, og mindst halvdelen af de 180 millioner burde være øremærket til præmier”, mener Fredrik, som er den eneste aktive indenfor sporten, der også har haft posten som administrerende direktør i Svensk Galopp.

Men hvordan kan præmiepengene øges, når budgettet i forvejen er rødt?

“Det er min overbevisning, at Svensk Galopp er blevet en ‘cash cow’ for alt for mange mennesker. Der findes ingen reel målsætning i bestyrelsen, og efter min mening vil en halvering af personalestyrken gøre organisationen dobbelt så effektiv og halvt så dyr”, lyder svaret.

Og Fredrik fortsætter:

“Man kan jo indføre rejsestop for tjenestemænd, som i dag flyver rundt mellem banerne hver eneste uge. Man kan gennemgå alle konsulentaftalerne, og man kan ansætte flere på sæsonkontrakter mellem april og november. Endelig kan man også gøre en ende på aflønnede bestyrelsesmedlemmer, og i stedet satse på at få folk ind som virkelig brænder for sporten”.

“Svensk Galopp er nødt til at spare for at opnå et budget i balance, hvilket er et minimumkrav i driftselskabet. Organisationen har jo aldrig haft nogen reelle indtægter udenfor ATG, og det har heller aldrig haft nogen effekt at øge udgifterne i et forsøg på at øge indtægterne”.

“Sporten har en glimrende mulighed for at leve af de 180 millioner vi får tilført hvert år, hvis bare organisationen vil tilpasse sig denne indtægt. Anvender vi halvdelen på præmiepenge, er der stadigvæk 90 millioner tilbage til driften af tre galopbaner”.

“Det er helt ubegribeligt, at Svensk Galopp ikke kan få dette regnestykke til at gå op. Galopsporten tilhører ikke bestyrelsen i Svensk Galopp eller de ansatte i driftselskabet. Sporten tilhører hesteejerne, og de er afhængige af højere præmier”, afslutter Fredrik Reuterskiöld.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top