fbpx

Forventer topchance med dansk Derbyhåb

Jessica Long har blot en enkelt hest til start, når sæsonen på hjemmebanen Jägersro skydes i gang i morgen. Til gengæld regner hun med sejrschance.


Jessica Long ses her sammen med den tidligere "Rikshäst" Free House. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Jessica Long. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Jeg må sige, at jeg er meget optimistisk omkring Goodbye i morgen. Han er en meget stor hest, som har trænet fint her på dirten siden han kom til stalden i februar”, siger Jessica til GalopSport.

Center Divider-sønnen, der starter i årets første opgør på Derbybanen i Malmö, nåede kun en enkelt start i fjor fra sin tidligere træner Marc Stott, og her var han fjerde i et maidenløb på Klampenborg bag Prince Charming, Florentine og Dragon’s Den.

”Jeg tror, at han muligvis er allerbedst på dirt, og han skal være med og slås om sejren i denne sammenhæng”, vurderer Jessica om halvbroderen til bl.a. Rosengård-vinderen Our Decision, Mowerina-vinderen Miss Tiffany og sidste års store sejrssluger på Jägersro, Eyes Wide Shut.

”Goodbye er meldt i både Dansk Derby og i Dansk Leger, og han skal kunne være med og slås om sejren nu, såfremt vi skal tro på ham i årgangssammenhæng. Selvfølgelig er det årsdebut, men jeg er som sagt vældig optimistisk hér”.


Elione Chaves vandt den ene af sine tre dagssejre med Jessica Longs veltrukne Barberiba. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Baberiba. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

På søndag starter Jessica Long tre heste på Bro Park. Den ene er Chess Racings 4-årige Baberiba, der vandt to gange på stribe i efteråret og med kun tre karrierestarter bag sig kan rumme en kæmpe udvikling fra sit nuværende handicap på 70.

Baberiba er første afkom ud af Oaks-vinderen Jive og efter Coolmores afdøde Derbyvinder High Chaparral. Den brune hoppe starter i det nye Premium Day-koncept “Sunday Special” over 2100 meter med 60.000 svenske kronor i førstepræmie.

”Turen er bygget op omkring Back Door Man og Baberida, som er to heste, som jeg tror kommer til at få en stor sæson. De har trænet helt som de skal, og jeg forventer at begge er med fremme”.

Jive Talkin er min tredje starthest på søndag. En ret ordinær hest, som skal gøre første start i karrieren. Hun nåede et prøveløb i fjor. Selskabet virker ikke så hårdt, så hun kan måske godt være med deroppe”, håber Jessica Long om Holy Roman Emperor-halvsøsteren til Baberiba.

I 2017 var Jessica Long en mulespids fra sejren i Dansk Derby med Freestyler, men den nu 5-årige hest levede ikke op til treårsformen i fjor, med kun tredjepladser som bedst i ni starter.

”Han havde en såkaldt mellemsæson i fjor. Jeg håber og tror på et forbedret 2019 for hans vedkommende. Sigtet er indstillet på sæsondebut i slutningen af april eller begyndelsen af maj”, fortæller Jessica Long om den danske derbytoer, som indleder 2019 med 77, fire kilo under dens foreløbige maksimum.

”Derudover er jeg er tilfreds med mit materiale. Vi har en række spændende ungheste, men savner en decideret tophest – det kommer forhåbentlig igen på et tidspunkt. Shane Karlsson rider for mig i morgen og både Back Door Man og Baberida på søndag. Han har redet fast for mig i trænningen siden slutningen af februar, og det samarbejde føles godt”, konkluderer Jägersro-træneren.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top