fbpx

“Fornuftigt, at fortsætte parløb på Jägersro”

Jägersro-træner Fredrik Reuterskiöld ser frem til en ny væddeløbsbane i Malmö, og han bifalder et fortsat samarbejde med travsporten. ”Det er det klogeste. At anlægge en ren galopbane vil ikke hænge sammen økonomisk”, siger han onsdag morgen til GalopSport.


Fredrik Reuterskiöld og sønnen Oscar med Trickbag/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Fredrik Reuterskiöld og sønnen Oscar med Trickbag/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Jeg tror det er mere fornuftigt, at gøre som man har gjort i 100 år. Det har fungeret med både travbane og galopbane under ét”, mener han.

”Administrationsmæssigt er det også bedre for både os og travselskabet. En skilsmisse vil koste mere, end det gør nu, hvor vi har fælles folk på forskellige ansvarsområder”.

”Samtidig har jeg det fint med travtrænerne her på Jägersro. De er her ikke så ofte til hverdag. Langt hovedparten træner hjemme med hestene”, siger Fredrik Reuterskiöld, hvilket leder til spørgsmålet om hvordan den daglige træning vil foregå på et nyt anlæg uden permanente stalde.

”Det kommende anlæg skal sikkert bestå udelukkende af en væddeløbsbane, som ikke kan benyttes til træning. Det betyder, at vi galoptrænere må finde nye veje og helt enkelt indrette os efter det. Det behøver ikke være nogen ulempe”.

”Det er ganske dyrt at træne her på Jägersro. De penge kan man i stedet anvende til at etablere eget træningscenter, eventuelt i samarbejde med kolleger. Vi trænere er selvstændige, det er hverken Jägersro eller Svensk Galopps ansvar, at få vores forretning til at fungere – det påhviler hver enkelt træner”, mener Fredrik Reuterskiöld, som ligeledes vurderer, at en ny bane tættere på Malmö centrum vil styrke både trav- og galopsporten.

“Flere af travtrænernes hesteejere har også investeret i galopheste nu, og det er meget positivt”.


Gavling og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Snart 3-årige Gavling er ét af Fredrik Reuterskiölds svenske Derbyhåb i 2018. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Ved udgangen af 2017 kan Fredrik Reuterskiöld se positivt tilbage på sæsonen.

”Jeg er den næstmest vindende svenske træner, kun min storebror er foran blandt de svenske trænere, så vist må jeg være tilfreds med det.”

”Jeg synes, at mine kommende klassiske kandidater er klart bedre i forhold til for et år siden. Både dem som har startet, og dem som endnu ikke har debuteret”.

”Derimod står jeg svagere rustet end for et år siden med hensyn til åringer i stalden. Jeg forventer, at fortsætte samarbejdet med Elione Chaves – vores kemi passer vældig godt sammen”.

Dubai er ikke aktuelt for træneren denne vinter.

”Jeg ville meget gerne, lige nu har stalden ikke hestene til det”, sammenfatter han.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top