fbpx

Larsen på Eye In The Sky og Mikklus Makklus

Med Carlos Lopez udelukket på begge dage i Derbyweekenden, har Niels Petersen og Nils Petter Gill valgt genopstandne Mark Larsen til at forvalte deres chancer i Scandinavian Open Championship (Gr.3) og Dansk Derby.


Mark Larsen før sit comeback på Jägersro med Madeleine og Johan Reuterskiöld. Foto: Nils Rosenkjaer.
Mark Larsen med Madeleine og Johan Reuterskiöld forud for sit comeback på Jägersro . Foto: Nils Rosenkjaer.

Larsen har fået ridtet på Eye In The Sky i Scandinavian Open Championship (Gr.3) – et opgør, som den tidligere championjockey endnu aldrig har formået at vinde på sin barndomsbane.

Eye In The Sky kommer direkte fra en toppræstation i Oslo Cup (Gr.3) på Øvrevoll, hvor han dog blev deklasseret fra første- til tredjepladsen grundet trængning. Sinndar-sønnen gør næste lørdag sin første start på Klampenborgs græs.

I Dansk Derby sidder Mark Larsen op på Philomatheia-sønnen Mikklus Makklus, der som den eneste i Derbyfeltet kommer med to sejre på stribe.

Senest vandt hesten Lyches Minneløp hjemme på Øvrevoll, og han har i et godt stykke tid summet som en rigtig joker.

Det er Eye In The Sky og Mikklus Makklus’ træner, Niels Petersen, der torsdag aften løfter sløret for jockeyplanerne til GalopSport.

“Vi står i en speciel situation forud for Derbyweekenden, idet Carlos Lopez er udelukket, og Per-Anders Gråberg er booket til at ride staldens øvrige deltagere i Scandinavian Open og Dansk Derby (Suspicious Mind og The Kid, red.)”.

“I min bog er der en håndfuld gode jockeys at vælge imellem når det gælder storløb af denne kaliber, og valget er faldet på Mark. Han kender Klampenborg som sin egen bukselomme, han er iskold og uden en nerve i livet”, forklarer Petersen.


Mark Larsen gjorde comeback i sadlen på den svenske Derbydag, hvor han sluttede lige udenfor præmierækken i Zawawi Cup (Gr.3) på Petersens Tinnitus, og torsdag red han igen to heste for barndomsvennen på Jägersro.

Bedst gik det for Whatsinitforme, der sluttede anden bag Talk My Talk.

“Mark har vist en fantastisk indstilling til sit comeback. Han er i stalden hver dag og er i knaldgod form. Det er meningen, at han i hvert fald fortsætter sæsonen ud, vel vidende, at vi i første hånd har tilknyttet PA og Carlos. Men når det er sagt, så tror jeg, at Mark med de to ridt på Eye In The Sky og Mikklus Makklus har en gylden mulighed for at få et fantastisk comeback på Klampenborg. Begge heste er præcis hvor de skal være”, slutter Niels Petersen af.

Mark Larsen har vundet Dansk Derby to gange tidligere – i 2000 med Flemming Poulsen-trænede Vetrotex og i 2004 med Caroline Strömbergs Sibelius. Niels Petersen har vundet tre af de seneste fire Derbies i Danmark med Quite A Mission, Davicii og Suspicious Mind.

Der starterklæres til Derbyweekendens 22 løb fredag morgen før kl. 9.30.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top