Forestil dig, at du en morgen vågner op til nyheden om, at Coolmore fra den ene dag til den anden begæres konkurs grundet gæld af overjordiske dimensioner. Et helt utænkeligt scenarie, men ikke desto mindre var det præcis hvad der skete for Calumet Farm i 1991. I bogen ‘Wild Ride’ får du hele den ubegribelige historie om Nordamerikas største og mest legendariske stutteris storhed og fald.
‘Wild Ride’ er skrevet af Ann Hagedorn Auerbach og blev første gang udgivet i 1995, mens efterdønningerne af Calumets konkurs fortsat buldrede løs. Sidenhen er bogen udvidet med yderligere en række kapitler, som alle findes i e-bogen der kan hentes på stort set alle platforme.
I Sangster-biografien “Horsetrader” belyses Calumets skæbne en smule, men Wild Ride er en dybtgående “follow-the-money” historie, som skildrer tidslinjen fra start til slut.
Der er 100 år siden, at William Monroe Wright – opfinderen af det verdensberømte Calumet Baking Powder – stiftede Calumet Farm. Det startede med travheste og Hambletonian-vinderen Calumet Butler, men efter Wrights død i 1932 overtog sønnen Warren Sr. forretningen og besluttede at flytte stutteriet til “The Blue Grass State”, Kentucky.
Calumet Farm fortsatte med at gå i arv fra generation til generation, og de blå/røde farver stod i denne periode bag ikke mindre end ni vindere af Kentucky Derby. Fire af disse kom i 1940’erne, startende med Whirlaway i 1941, efterfulgt af Pensive i 1944, Citation i 1948 og af Pensives søn Ponder i 1949.
Yderligere tre vindere fulgte i 1950’erne, hvorefter man skulle helt frem til 1991 for at få den næste i form af Strike The Gold.
Calumets mest berømte ‘logerende’ er dog ikke en del af listen over Kentucky Derby-vindere.
I 1978 sluttede Alydar på andenpladsen i samtlige tre amerikanske Triple Crown-opgør. Alle gange tabte han til Affirmed, og som for at understrege Calumets storhed, blev begge hingste efter endt løbskarriere opstaldet nærmest lige overfor hinanden på det altdominerende stutteri.
Hvor Affirmed havde klaret sig bedst i løbskarrieren, blev det til gengæld Alydars tur til at skinne i avlen.
Han blev far til navne som Easy Goer, Alysheba, Turkoman, Criminal Type, Alydaress og Strike The Gold, og senere hen morfar til bl.a. Peintre Celebre, Cat Thief og Gio Ponti.
Alydar bedækkede ca. 100 hopper om året, og i 1990 lød hans bedækningstakst på 250,000 USD. Det svarer med inflationsberegning til ca. 600,000 USD i nutidens valuta – eller ca. tre gange så meget som Tapit kostede på toppen af sin hingstekarriere.
Alydar var udadtil en pengemaskine, men hvad stort set ingen andre end Calumets daværende chef J.T. Lundy vidste, så var hele stutteriets økonomi, efter adskillige års lyssky forretninger, bundet op omkring denne hingst alene.
Alydar var nødt til at præstere på overnaturlige vilkår, og den 13. november 1990 faldt korthuset sammen over Calumet og Lundy, da hingsten skadede sig så slemt i sin boks, at han blot to dage senere måtte aflives.
‘Wild Ride’ indledes med fortællingen omkring de mystiske omstændigheder som udgjorde Alydars skade og senere aflivning. Allerede efter første kapitel er bogen umulig at lægge fra sig, og den (u)virkelige fortælling slår enhver anden krimi du ellers havde tænkt dig at få juleferien til at gå med.
God fornøjelse.