Lene og Henning Brendholdt er et ægtepar i 50’erne. Galopsporten har i omkring 25 år været en stor del af deres dagligdag. Det har samlet hele familien, de tre børn og deres venner, der alle har vinderinstinktet indbygget i mentaliteten – et kendetegn, der i høj grad også afspejler sig hos de syv heste, de i øjeblikket har i træning hos Desmond Scarlett.
På en gryende forårsdag i marts har Lene og Henning Brendholdt sagt ja til et interview i skuret ved siden af stald Domino, hvor de syv Cut-heste dagligt passes og plejes af Desmond Scarlett og hans staldpersonale. Kaffen damper i krusene og staldpigerne står og er lidt støjende med deres snakken og med at pudse seletøj, så jeg må bede Henning om at tale lidt højere for at kunne høre, hvad han siger.
Henning: Det hele startede med, at vi tit kom på banen som spillere. Miljøet fascinerede os meget, for der er vinderinstinkt over en hest og det er der også over os mennesker; der er mange ligheder. Så viste det sig, at hele vores familie egentlig har instinktet – det at vinde – sammen med hesten, og jeg føler, at det har holdt familien samlet, for det er sjældent at finde en interesse som ens børn også deler, men det gør vores børn – de er bidt af sporten.
Lene: Når en familie pludselig er samlet om en ting gør det jo, at man slet ikke kan snakke om andet.
Lenes og Hennings første galophest hed Tina Tanholm. Den blev trænet af Ejvind Jensen, der i øvrigt vandt derby med hesten Topline. Siden er det gået slag i slag. Selv om familien til dagligt bor i Jylland, nærmere bestemt i Århus-området, så har de valgt at have heste i træning på Klampenborg Galopbane.
Henning: Herovre er det topprofessionelt. I Jylland føler vi, at det er er lidt mere på amatørbasis, hvor mange trænere har arbejde ved siden af. Det opdager man, når man har prøvet begge dele. Her hos Desmond Scarlett bliver hestene nusset og passet, hans heste er altid glade, og så tror vi på, at de også løber bedre.
Cut-heste er kvalitet
Henning: Vi havde en fantastisk god hest, der hed Cut Singer. Han var nok den bedste dansk opdrættede hest nogensinde. Nu prøver vi at bibeholde navnet for at vise, at der er kvalitet over det. Men selvfølgelig får man af og til også dårlige heste, det kan ikke undgås.
Lene: I de sidste mange år har vi ikke haft nogle, der er dårlige, dér har vi været heldige.
Opdræt
Henning og Lene Brendholdt giver udtryk for, at det er en god ting at støtte de danske opdrættere. Ellers dør sporten. Derfor mener de også, at det er godt, at man har lukket Jyllandsløb og det danske derby.
Lene: De danske opdrættere får nu en højere pris. I mange år har det været en underskudsforretning at opdrætte heste, med nogle få undtagelser.
Henning: Vi synes, der er lige så mange gode heste i Danmark som i England. Selvfølgelig er udbuddet langt større i udlandet, men hvis man gider tage rundt til samtlige danske stutterier, så kan man sagtens finde en rigtig god hest, lige så god som de engelske. Det man så kan håbe på er, at man ved at købe dansk opdræt får opdrætterne til at gå ud og investere videre og købe nogle gode hopper, så standarden bliver endnu bedre.
Lene: Og så mener vi nok, at man skal betale alt for meget for de engelske heste. Englænderne er jo ikke dumme, vi får alt rallet.
Henning: Hvis man køber en engelsk hest til 100.000 kr. eller mere, så er man egentlig lidt på herrens mark. Måske har den startet, men hvis der er noget i vejen med den, så er det skjult, der er ingen garanti. Hvis en hest ikke vil løbe, men er checket af en dyrlæge, og vi så heller ikke kan få den til at løbe, så er der ikke noget at gøre ved det.
Hestekøb
Familien Brendholdt har haft stor succes med deres hesteindkøb. De køber tit en lillebror eller lillesøster til en hest, der har gjort det godt. F.eks. giver de udtryk for, at en hest som Precieuxe, der står i nabostalden og er lillesøster til Steel Express, godt kunne være en hest, der er værd at eje.
Henning: Hvis vi synes, der er et ”glimt” i hesten, noget specielt over den, så køber vi den, lige meget om det er en hingst eller en hoppe.
Lene: Når vi går ud og kigger, så falder vi næsten altid for den samme hest.
Henning: Man kan ikke sige, at man er verdensmester, for det er der ingen der er, men vi har en TRO på det, og det er ligesom den der flytter bjerge.
Væddeløb
Under hele samtalen går det igen, at ægteparret har stor indlevelse i deres hestes psyke. Hver gang en hest løber væddeløb, så er den til en slags eksamen, hvor belønningen enten er et 13-tal eller et 3-tal. Får den et dårligt løb, bliver den redet ned, eller har den bare en dårlig dag, så ”føler” de med den. Skuffelsen over et dårligt resultat er selvfølgelig til stede, men hvis de bare ved, at den har gjort alt hvad den overhovedet kunne, så er de godt tilfredse.
Lene: Man står ikke lige og tænker over de penge, man har investeret, bare på, at hesten kommer hel hjem med benene.
Henning: Vi kender jo til alle de forberedelser der ligger forud for løbet, man ved den har gået nogle gode træningsarbejder, det hele har været til stede, men hvis den så har ondt i halsen eller får et dårligt løb, så føler man med hesten, man er egentlig ikke skuffet i den forstand, for som regel er der jo en årsag til, at det gik så skidt.
Samarbejdet med Stutteri Skovmarken
Henning: Dem har vi et godt samarbejde med, for vi får tilbudt deres heste før andre. Vi startede med at købe Cut Courier deroppe. Den vandt jo samtlige 2-årsløb. Som 3-årig var det så uheldigt, at den stak af og løb 10-12 km, og siden har den faktisk ikke løbet.
Cut Legend og Cut So Sharp har vi også fået derfra. Så længe han sælger gode heste og de løber godt, så klager vi ikke. Jeg kan også godt li’, at de følger hestene som om det var deres børn. Det er lige før man ikke kan komme til for dem i vindercirklen.
Med hensyn til fremtidige derbydrømme, så tror jeg ikke, at det var en enlig svale med Cut Singer. Selv om jeg godt ved, at succesen går op og ned, så har jeg store forhåbninger til Cut Legend og Cut So Sharp, så jeg vil sige: ”Vi er de bedste vindere og nogle sympatiske tabere”.
Kras kritik af ledelsen på Klampenborg Galopbane
Lene og Henning Brendholdt synes, at galopsporten skal gøres mere folkelig. Det er noget sludder, at det er en sport for overklassen, det kan den ikke leve af i dag. I stedet mener de, at det fint, at flere går sammen om en hest, får en familiedag ud af være til væddeløb og at alt skal fungere, når folk endelig kommer til væddeløb.
Henning: Jeg synes nok, at ledelsen på Klampenborg Galopbane ikke har formået at nå jorden og ikke har indset, hvad der skal til for at få menigmand ud på banen. De er ikke ude mellem arbejderne, og det er egentlig en stor fejl.
I det hele taget mangler der en person, der koordinerer alt hvad der foregår på banen. Jeg husker sidste år, hvor der til premieren var annoncer i både B.T. og Ekstrabladet. Der kom mange mennesker herud, men så var der ikke spilleboder nok, folk stod i kø for at komme til at spille. Ingen vidste, hvor man kunne få kontanter på sit dankort, og sådan noget må bare ikke ske.
Folk skal vide, at når de tager til Klampenborg, så er forholdene som de skal være. De kan få god mad, der er pænt og velholdt, og hvis alt fungerer, så skal folk nok komme igen. De skal ikke irriteres og være sure, for selve løbene kan de jo godt lide at se.
Der bør også ansættes en baneforvalter, hvis fornemste opgave det er at sørge for, at banen er i tip-top stand. Det skal bare være hans opgave.
Lene: Ja, jeg må sige, at nu er vi kommet på alle tidspunkter af døgnet, men vi har aldrig set nogle lave noget her. Det kunne være dejligt med nogle små boder rundt omkring på banen, hvor man f.eks. kan købe hesteudstyr eller noget andet. I Hamborg er det tyske derby f.eks. en hel folkefest. Det er bare så hyggeligt, og sådan kunne jeg også godt tænke mig, at der var på Klampenborg Galopbane.
