fbpx

Endnu en storløbssejr til Mylegend

Bettina Andersen-trænede Mylegend beviste lørdag eftermiddag, at sejren i sidste års Fawzia Stakes ikke var nogen tilfældighed. Binary File-datteren slog nemlig også til i Klampenborgs andet store hoppeløb, Efesos Sceptre Stakes.


Mylegend og Per-Anders Gråberg på vej mod en sikker sejr i Efesos Sceptre Stakes. Foto: Burt Seeger.
Mylegend og Per-Anders Gråberg på vej mod en sikker sejr i Efesos Sceptre Stakes. Foto: Burt Seeger.

Efter afbud fra forhåndsfavoritten Spicy Mix var Sceptre Stakes-feltet skrumpet til otte deltagere, men Mylegend var oppe imod tre Oaks-vindere i Iron Lady, Zahara og Angel Love, Oaks-2’erne Cattleya og Lea, Derby Mile-vinderen Miss Riverdance og Jessica Longs nye import Sing A Rainbow.

Og det blev sidstnævnte Sing A Rainbow der blev nærmeste vidne til Mylegends opvisning.

Der var intet at stille op overfor den velforberedte vinder, som også skabte forløsningen for Bettina Andersen ovenpå på premieredagens tre andenpladser.

Mylegend vandt med tre længder i hænderne på Per-Anders Gråberg, mens Sing A Rainbow igen havde trekvart længde til Bolette Rosenlunds Cattleya, der akkurat holdt Lea bag sig.

Den sidste præmie tilfaldt Miss Riverdance, hvorefter Wido Neuroths duo Angel Love og Zahara kom ind foran Iron Lady.

Mylegend og Per-Anders Gråberg vinder Efesos Sceptre Stakes. Foto: Burt Seeger.
Mylegend og Per-Anders Gråberg vinder Efesos Sceptre Stakes. Foto: Burt Seeger.

Sejren i Sceptre Stakes gav foruden førstepræmiens 100.000 kroner en fribedækning ved Scandinavian Open-vinderen til Stald Guldborgs nu 5-årige dobbelte storløbsvinder i 2020.

Mylegend vandt her karrierens femte sejr i 20 starter.

Hun aflagde maidentitlen over 1600 meter som 3-årig og var derefter slået med det mindst mulige til tredjepladsen i Mowerinaløb bag Intensity og Brooklyn Carlras.

I fjor vandt hun som storfavorit Dansk Breeders’ Cup Consolation, inden hun til et noget højere odds slog til i Fawzia Stakes på Derbydagen.

Mylegend med træner Bettina Andesen og ejerparret Margit Guldborg og Mogens Drehn. Foto: Burt Seeger.
Mylegend med træner Bettina Andesen og ejerparret Margit Guldborg og Mogens Drehn. Foto: Burt Seeger.

2019 blev indledt på Klampenborgs premieredag med en fjerdeplads i et handicap over 1400 meter bag My Nephew, Sandtastic og Heman Cross.

At distancen syv dage senere var 800 meter længere var blot en fordel.

Mylegend er opdrættet af Stutteri Hjortebo og ud af Cajun Cadet-datteren Creole Legend, som selv er halvsøster til én af skandinavisk galopsports helt store stjerner i det nye millennium, multimillionøsen Funny Legend (Funambule).

Mylegend med sit æresdækken efter sejren i Efesos Sceptre Stakes. Foto: Burt Seeger.
Mylegend med sit æresdækken efter sejren i Efesos Sceptre Stakes. Foto: Burt Seeger.

Andenmoderen Leap Day Legend er en vindende søster til Pramms-triumfatoren Blue Chief, Listed-placerede Blue Legend og til Media Legend, som blev mor til Longueville Legend, der var fjerde i Phoenix Stakes (Gr.1) som 2-årig.

Longueville Legend var ligesom Creole Legend efter afdøde Cajun Cadet (Cadeaux Genereux).


MYLEGEND (DEN), brun hoppe 2014 v. Binary File (Nureyev)
1. mor Creole Legend (Cajun Cadet)
2. mor Leap Day Legend (Pretorius)
3. mor Chief Legend (Honduras)
Femte sejr på Klampenborg i 15 forsøg. Femte karrieresejr i 20 starter. 326.774 DKK.
Ejer: Stald Guldborg. Træner: Bettina Andersen. Opdrætter: Stutteri Hjortebo.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top