fbpx

Endnu en amerikansk superhoppe på Royal Ascot

Royal Ascots andendag var igen spækket med topvæddeløb, hvor de mange tilskuere fik oplevelsen af at se den bedste toårshoppe i nyere tid i form af amerikanske Lady Aurelia (Scat Daddy).


Det var i Queen Mary Stakes over 1000 meter, hvor den amerikanske træner Wesley Ward sendte Lady Aurelia ud med Frankie Dettori i sadlen.

Hun havde startet en enkelt gang før på Keeneland i Kentucky i april måned, hvor hun satte banerekord over 900 meter.

Dettori sprang hende lynhurtigt af og tog føringen i godt tempo med sin hest på biddet, hvor de øvrige kæmpede for bare at følge med indtil de sidste 200 meter, hvor han slap hoppen og bad hende accelerere.

Det var et utroligt syn og hun vandt helt overlegent med syv længder ifølge dommerapporten, hvilket forekommer konservativt beregnet.

Dettori var også næsten stum efter løbet og udtalte at han aldrig havde redet sådan en 2-årig hoppe tidligere i sin karriere.

Træner Wesley Ward, som nu vandt sin syvende sejr gennem de senere år på Royal Ascot udtalte, at han gerne vil beholde hoppen i Europa og starte hende i Molecomb Stakes i Goodwood og derefter i Prix Morny i Deauville.


En anden vigtig begivenhed for verdens største væddeløbsimperium Godolphin var deres tre sejre under dagen.

Alle fra forskellige trænere i form af Richard Fahey i Nordengland, Andre Fabre i Frankrig og Michael Halford i Irland.

Ingen for deres to privattrænere Appleby og Bin Suroor.

Både Sheikh Mohammed og hans hustru Prinsesse Haya udtalte, at det er nye tider for stalden og at man nu arbejder med mange trænere (25).


Japans A Shin Hikari, der inden Prince of Wales’s Stakes (Gr.1)  over 2000 meter var udråbt som verdens bedste hest (efter formtal), var en kæmpeskuffelse.

Efter føring i godt tempo klappede han helt sammen i opløbet og sluttede sidst af de seks startende.

I begyndelsen af opløbet lignede Coolmore’s 4-årige hoppe Found (Galileo) en vinder, men langt ude i banen fik Adam Kirby sat skub i den jævnaldrene My Dream Boat (Lord Shanakill), der vandt knebent for træner Clive Cox og ejerparret Paul og Clare Rooney, der ejer over 100 heste.

De har hidtil mest ejet forhindringsheste, men mon ikke dette ændrer sig. Første præmien var på hele £425.325.


I morgen på Royal Ascots tredjedag er hovedbegivenheden Gold Cup (Gr.1) over 4000 meter med Coolmore-hingsten Order of St George (Galieo) som favorit.

Desuden løbes der bl.a. Gruppe-2-opgøret Ribblesdale Stakes for 3-årige hopper over 2400 meter med andenhesten fra Epsom Oaks, Architecture, til start.

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top