Tirsdag aften den 17. marts fik Michael Koefoed fred efter mange års kamp mod kræften, og dermed har en stor mand forladt os… ikke bare en betydelig mand af fysik; men en mand med stor personlighed, som jeg er glad for at have arbejdet sammen med i mange år, og stolt af at kunne kalde for min ven.
Michael Koefoed, blandt de fleste bedre kendt som ”Kuffe”, var egentlig en meget privat person, og det var ikke alle der fik lov til at nyde hans venskab – i virkeligheden vel ganske få. For det var noget man skulle gøre sig fortjent til.
Man skulle opføre sig ordentligt, og lidt gammeldags dannelse og stil skadede ikke. Ordentlighed er lidt svært at forklare; men man var ikke i tvivl, hvis man trådte ved siden af… og stil havde ikke noget med påklædning at gøre; men en opførsel, der bibragte ”a certain class” – og det havde absolut heller ikke noget med penge at gøre.
Men kom man gennem nåleøjet, var man sikret en ven for livet.
Kuffes betydning for Klampenborg Galopbane – og omvendt – kan ikke overdrives, og jeg kan i sandhed fortælle om en mand, der brugte hovedparten af sit voksne liv på denne vidunderlige arena.
Vores samarbejde startede i 1992 og gik frem til 2014, og jeg tænker med taknemmelighed tilbage på de mange kvaliteter Kuffe bibragte i denne periode, hvor økonomien var lille og satte stramme begrænsninger.
Først og fremmest Kuffes arbejdsomhed. Et damplokomotiv, der ikke kendte til normal arbejdstid, men altid fortsatte til opgaven var løst.
En bedre ”wing man” kunne man ikke ønske sig.
Loyaliteten overfor firmaet var enorm. Integriteten upåklagelig.
Kuffes arbejde var et ”kald” – som en præst eller skolelærer, og hans perfektionisme sikrede, at vi undgik de værste blamager. Hans mantra om ”Kontrol-kontrol-kontrol” forhindrede utallige nedture eller mangler på storløbsdagene.
At sidde med det øverste ansvar i en forretning som Klampenborg Galopbane kan godt være lidt ensomt, ind imellem nervepirrende, og man havde her virkelig brug for en god sparringspartner… og dét var Kuffe.
Når jeg var trængt og tvivlende, havde vi gode og ofte lange seancer, hvor manden – som regel over en kølig pilsner – øsede af sin erfaring og gav sit besyv med – tit med en anden og mere frugtbar indgangsvinkel end min egen.
Men alt kunne og skulle diskuteres – og autoriteter burde og skulle udfordres.
Hans kongeslogan: ”Hvorfor er de dumme så skråsikre og de kloge så tvivlende” er jo så sandt som det er sagt, og det reddede os mange gange ud af prekære situationer.
Den eneste undtagelse i Kuffes absolutte loyalitet var lønforhandlingerne – som jo i mange år på Klampenborg blev gennemført hvert andet skudår i den kinesiske kalender. Dét ku’ få ham op på mærkerne og HER blev fløjlshandsken taget af og venskabet lagt på hylden.
Ikke at det førte til så meget; men det blev markeret, at 0,2% lønstigning hver femte år var lige i underkanten – selvom jobbet var et ”kald”.
En anden af Kuffes kvaliteter i forbindelse med sit arbejde var servicemindedhed, som gav ham et fantastisk godt ry – specielt hos mange af de tilrejsende hesteejere og trænere.
Jeg ved, at det havde stor betydning for ham, at besøgende rejste fra banen med en god fornemmelse uanset resultaterne med deres heste.
Jeg husker specielt tilbage til genindførslen af Scandinavian Open Championship i 1996, hvor vi nærmest havde arbejde i et rejse- og servicebureau med hotelbookninger, bordbestillinger og bordplaner mm. til SOC-festen.
Et enormt logistikarbejde, som Kuffe styrede med stoisk ro og overblik.
Der var for eksempel den fantastiske Mrs. Petino from good old England, hvis sekretær kontaktede os dagen før med spørgsmålet ”Do you have a Limo-service?”.
Dén ku’ vi sgu’ ikke lige klare; men Kuffe fik da placeret den lille, spinkle 70-årige meget velhavende Lady, som borddame til Sten Thynell til festen om aftenen.
Jeg tænkte – det går aldrig!!! Men det blev en enorm succes og jeg tror, at damen var helt nyforelsket i Sten, da hun rejste hjem igen.
Og siden har mangen en tilrejsende ejer eller træner modtaget en ”KuffePakke” med programmer, billetter mm. personligt leveret af Mr. Kuffe himself på hotellet – og i god tid!
God tid er der ikke længere – livets skjorte blev for kort, og vi har alle mistet en personlighed, der ikke kan erstattes.
Jeg vil slutte med en dybfølt tak til Jesper Knudsen, Puk Ervolder, Jane og Søren Jensen og andre, der var med til at passe på ham i den sidste tid. Jeg ved det gjorde ham godt.
Kuffe, jeg kommer til at savne dig; men det gør mig godt, at du har fået fred.
Tom Christensen
