fbpx

Eminent storløbsdouble for Susanne, Carlitos og Hästgruppen i Lund

Plata O Plomo og I Kirk – heste som det skandinaviske galoppublikum på entusiastisk vis fulgte gennem vintermånederne i Dubai – blev søndagens store vindere med Listed-sejre i Pramms Memorial og Lanwades Stud Jägersro Sprint.


Plata O Plomo vinder Pramms Memorial (L) foran Red Hot Chili og Appelina. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Plata O Plomo vinder Pramms Memorial (L) foran Red Hot Chili og Appelina. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Hjemmebanens Susanne Berneklint træner begge heste, der igennem sejrene tjente 900.000 svenske kronor til Berno Fonzanders Hästgruppen i Lund AB.

I sadlen var tilmed Carlos Lopez, der troligt red hestene ud hver eneste dag under vinteropholdet på Meydan.

Et storartet teamwork, som for alvor nåede sit klimaks denne varme forårssøndag i Malmö.

Både Plata O Plomo (Paddy O’Prado) og I Kirk (Eishin Dunkirk) vandt efter føring fra start til mål.

Førstnævntes Pramms-triumf blev vundet foran heroisk kæmpende Red Hot Chili/Martin Rodriguez og vedholdende Appelina/Jan-Erik Neuroth, som med hals klarede tredjepladsen før godt afsluttende Spitzbergen/Rafael Schistl og Hills And Dales/Elione Chaves.

Udenfor præmierækken fulgte sidste års vinder Victor Kalejs foran den tyske gæst Wonnemond samt Gold Tyranny, Kashgar, Be My Academy, Perfect For You og Brownie.

Plata O Plomo med træner Susanne Berneklint og jockey Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Plata O Plomo med træner Susanne Berneklint og jockey Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det var Plata O Plomos femte start i 2019.

De tre første var over 1600 meter på Meydans dirt track, hvor han var i pengene samtlige gange.

Tilbage på Jägersro vandt han i april Spring Mile (L) foran Red Hot Chili, og det blev altså igen netop disse to, der fik lov at gøre op om Pramms-sejren.


PLATA O PLOMO (USA), skimmel vallak 2014 v. Paddy O’Prado (El Prado)
1. mor Profitability (Cherokee Run)
2. mor Lucrative (Seeking The Gold)
3. mor Banker’s Lady (Nijinsky II)
Sjette sejr på Jägersro i 13. forsøg. 7. karrieresejr i 18 starter. 1.939.468 SEK.
Ejer: Hästgruppen i Lund AB. Træner: Susanne Berneklint. Opdrætter: Spendthrift Farm.
Købt for $30,000 på Keeneland September Yearling Sale 2015.


I Kirk vinder for andet år i træk Lanwades Stud Jägersro Sprint (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
I Kirk vinder for andet år i træk Lanwades Stud Jägersro Sprint (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I Kirk vandt Lanwades Stud Jägersro Sprint (L) for andet år på stribe.

Han er uden diskussion Skandinaviens bedste sprinter, og den fremragende form fra Dubai blev bekræftet med en overlegen fem længders sejr foran Francisco Castros Riwaj/Elione Chaves, som også var klart fri af sin staldkammerat Breakdancer/Manuel Martinez.

Herefter fulgte vinderens staldkammerat Trickbag/Jan-Erik Neuroth før den sidste præmietager Sarookh/Shane Karlsson.

I Kirk og Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
I Kirk og Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Mens Plata O Plomo nu matches imod sin første karrierestart på græs i Stockholms Stora Pris (Gr.3) på Bro Park, bliver I Kirk hjemme på Jägersro, hvor han næste gang skal ud i Zawawi Cup (Gr.3) på den svenske Derbydag i midten af juli.

Og herefter gælder det endnu en tur til Dubai.


I KIRK (SWE), fuks vallak 2014 v. Eishin Dunkirk (Mr Prospector)
1. mor I Could (Johannesburg)
2. mor How Could You (Boundary)
3. mor Raise A Ten (Raise A Native)
Niende sejr på Jägersro i 11 forsøg. 10. karrieresejr i 15 starter. 2.652.402 SEK.
Ejer: Hästgruppen i Lund AB. Træner: Susanne Berneklint. Opdrætter: Löberöds Hästklinik AB.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top